Stor international interesse for Grønland

Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist blev bombarderet med spørgsmål fra den internationale presse, da han i dag efter en høring i Folketinget stillede op til pressemøde i Internationalt Pressecenter i København.

Kuupik Kleist og pressen. Foto: Steen Ulrik Johannessen

Kuupik Kleist indledte med en kort præsentation af Grønland i dag på engelsk, hvorefter han blev bombarderet med spørgsmål fra flere end 20 korrespondenter fra Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Storbritannien og Kina.

En del af spørgsmålene fokuserede på de aktuelle prøveboringer efter olie, Cairns fund af gas set i lyset af katastrofen i Den Mexicanske Golf, og hvordan han forholder sig til Greenpeace-fartøjet Esperanzas aktion i området.

- Vi bliver nødt til at klappe hesten og ikke lade iveren løbe af med os. Endnu er der ingen sikkerhed for, at der også er olie, der er værd at udvinde i den første af fire prøveboringer, siger Kuupik Kleist.

Han påpeger, at Cairns boring er den ottende i Grønlands historie, og at der skulle 250 boringer til i Nordsøen, før man fandt olie i begyndelsen af 1970’erne. Derfor er det vigtigt ikke at skrue forventningerne alt for højt op.

Formanden for Naalakkersuisut gør det også klart over for de fremmødte journalister, at Grønland er bevidst om sit ansvar, når det gælder miljøsikkerhed i forbindelse med olieefterforskning.

- Vi har forberedt os grundigt på situationen og har lært om både økonomi, forvaltning og miljø. Grønland følger de norske standarder, der er de skrappeste i verden. Canada har kritiseret os for at bore, men nu har vores nabo indført de samme standarder, siger Kleist.

Selv om han på nogle punkter forstår Greenpeace, så er det grønlandske folk ifølge Kleist godt klar over den risiko, der er ved at udnytte naturressourcerne i og omkring landet uden hjælp fra miljøorganisationen, som har brændt fingrene tidligere.

- Det taler vel for sig selv, at over 200 demonstranter var samlet uden for det sted i Nuuk, hvor Greenpeace holdt borgermøde, mens kun 20 mennesker deltog inden for. At folk er trætte af Greenpeace har en historisk baggrund, siger Kleist uden at nævne sælerne.

Læs mere om mødet med international presse i Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS