Stor interesse for Grønland på Krydstogtmesse i Miami

Flere både store og små virksomheder deltog i den første store krydstogtmesse efter corona-pandemien i Miami. Der er stadig en voksende interesse for Grønland og derfor opfordrer deltagerne landets lufthavne til at servicere krydstogtturister noget mere.

Fra venstre Jens Chr., Karoline, Lars, Lærke, Jørgen og Pitsi.

Da interessen for Grønland er voksende så mener deltagere til den store krydstogtmesse i Miami, at lufthavne bør servicere krydstogtturister noget bedre, således turisterne kan gavne både lufthavne og landets økonomi.

Blue Water Greenland, Royal Arctic Line, Greenland Sagalands fra Qaqortoq, Arctic Adventure, Vela Nordic samt Albatros Arctic Circle deltog i messen og aktørerne kommer tilfredse hjem igen.

- Der er en fortsat stor interesse for Grønland, og jeg ser frem til at servicere de internationale krydstogtsturister, når de skal rejse ind og ud af Grønland. Kangerlussuaq har her fortsat gode muligheder for at levere gode produkter til rederierne og deres gæster, siger direktør Jørgen Larsen fra Albatros i Kangerlussuaq.

Direktør Pitsi Høegh fra Greenland Sagalands i Qaqortoq ser samme tendens, og udtaler videre:

- Det bliver godt for os aktører at krydstogtsturisterne endeligt vender tilbage i år, efter snart tre år, således at grønlandske turistaktører igen kan sælge båd- og landbaserede ture, og videre, at husflidskunstnerne får deres kunder tilbage, til gavn for vores traditionelle kunsthåndværk og lokalsamfund.

Vil udvikle krydstogtturisme

Deltagerne oplevede stor interesse for Grønland, da de repræsenterede Grønland til krydstogtverdenen og gør opmærksom på, at krydstogtaktørerne spørger indtil Grønlands udvikling på flere områder.

- Den fornyede interesse for Grønland ses bl.a. i at rederierne uanmeldt kommer til den grønlandske stand. Der spørges ind til udviklingen af den grønlandske infrastruktur, samt mulighederne for at flyve skibenes passager ind og ud af Grønland, med tanke på såvel eksisterende som kommende lufthavne. Det skriver deltagerne i en pressemeddelelse.

Da interessen for Grønland er stor, så vil deltagerne komme tilbage til messen for at udvikle krydstogtturisme i landet.

- De grønlandske aktører ser i denne forbindelse frem til, at det officielle Grønland kommer tilbage til messen i Miami, for derigennem at pleje interessen for Grønland, men også for at promovere og udvikle krydstogtsturismen som en god økonomisk mulighed for Grønland i almindelighed og for lokale aktører i særdeleshed, således til gavn for hele det grønlandske samfund.

Powered by Labrador CMS