pilluarit
Stor hæder til Jakob Larsen
Træner i GOG Jakob Larsen udnævnt til årets træner på direkte TV. Se klip fra TV2
I forbindelse med TV2s transmission lørdag af den første semifinalekamp om det danske mesterskab mellem Team Tvis Holstebro og KIF Kolding København skulle TV2 kommentatorerne Thomas Kristensen og Bent Nygaard sætte årets hold, finde den mest værdifulde spiller og finde frem til årets træner.
De to kommentatorer var naturligvis ikke helt enige. Der var flere rigtige dygtige spillere og trænere i spil. Thomas Kristensen og Bent Nygaard var dog enige om, at årets målmand var GOGs Kevin Møller. Det var dog ikke den eneste udmærkelse til oprykkerne fra GOG. GOGs træner Jakob Larsen blev af Thomas Kristensen udnævnt til at være årets træner i Håndboldligaen. Kollegaen Bent Nygaard, som Jakob Larsen har haft som træner i GOG uddelte også store roser til Jakob Larsen, men mente, at SønderjyskEs Morten Henriksen fortjente æren som årets træner.
Mange om buddet
Der har selvfølgelig været hård konkurrence om de enkelte pladser. Dansk herrehåndbold står internationalt stærkt i disse år, og flere af klubberne har økonomiske midler til at tiltrække topspillere og toptrænere. På trænersiden har Jakob Larsen blandt andre været oppe mod Erik Veje Rasmussen fra Århus Håndbold, Klavs Bruun Jørgensen Team Tvis Holstebro, Nikolaj Jacobsen fra Ålborg Håndbold, svenske Per Carlén i Bjerringbro-Silkeborg og den islandske landstræner og træner for KIF Kolding København Aron Krisstjánsson
Dejlig med påskønnelse
- Jeg er selvfølgelig både glad og stolt, siger Jakob Larsen til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Og meget taknemlig for, at mit arbejde bliver påskønnet. Vi har i GOG haft en utrolig sæson. Vi har nogle drenge, der har villet det her og i hver eneste kamp troet på, at vi kunne vinde. Vi har også en utrolig god stab omkring holdet, som alle fortjener stor ros.