Gå til hovedindhold

Stor bøde til Sea Shepherd

Organisationen har fået dom for at forstyrre grindefangsten

Retten på Færøerne har idømt Stichting Sea Shepherd Global 20 dagbøder af 10.000 kroner samt beslagt en hurtiggående båd og to motorer til en værdi af 234.000 kroner.

Desuden skal Sea Shepherd betale sagsomkostningerne.

Læs: Sea Shepherd holder sig fra Færøerne i år

Grindeloven
Sea Shepherd blev dømt for brud på grindeloven og straffeloven i forbindelse med grindefangsten i Sandavági den 12. august 2015.

Her forsøgte aktivister fra Sea Shepherd at forstyrre fangsten både til lands og til vands.

Sea Shepherds fartøjer sejlede ind mellem grindehvalerne og de både, der drev flokken ind mod stranden. Ifølge anklageskriftet bragte aktionen to politifolk, to søfolk og en dreng på 10 år i livsfare på grund af hensynsløshed.

Ingen ankemulighed
Anklageren Linda Hesselberg har tidligere sagt til nyhedssiden in.fo, at hun krævede, at Sea Shepherd fik 250.000 kroner i bøde samt at båd og motorer blev beslaglagt.

Dommen kan ikke ankes, da ingen fra Sea Shepherd mødte op i retten.

Flere domme
Sea Shepherd har flere domme bag sig. Den 7. august 2015 fik fem medlemmer bøder på i alt 125.000 kroner, da Retten på Færøerne afsagde en dom om forstyrrelse af to grindefangster.

Tre Sea Shepherd-aktivister anholdt

Det var den første dom efter grindelovens skærpelse.

Dommen blev anket, men Østre Landsret stadfæstede dommen.

Læs: Store bøder til Sea Shepherd aktivister

Lovskærpelser
Ud over at skærpe grindeloven ved at give myndighederne større beføjelser og mulighed for større bøder for forstyrrelse af grindefangst, har landsstyret også sat andre tiltag i værk.

Landsstyremanden for udenrigsanliggender har udsendt en bekendtgørelse om, at man kan give skibe og små både forbud mod at sejle i de indre farvande, hvis der er mistanke om, at personerne om bord vil bryde loven.

Sea Shepherd forsøgte i 2014 og 2015 med skibe, både og mandskab på land at stoppe grindefangster.

Efter landsstyrets skærpelser har Sea Shepherd foreløbig besluttet ikke at rejse til Færøerne.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER