Støtte til plejebarn

Næsten 500 har meldt sig ind i en støttegruppe på Facebook til støtte for plejeforældrene til den 10 måneder gamle dreng, som Qeqqata Kommunia har besluttet skal afleveres til sin bedstemor i Sisimiut.

Gruppen blev startet 5. marts med baggrund i Sermitsiaqs artikel om sagen. Efter bare fire dage er medlemstallet oppe på 496.

Mange har kommenteret sagen, og der er en livlig debat om emnet blandt gruppens medlemmer, på grønlandsk som på dansk.

Sagen om den ti måneder gamle dreng, der er sat i pleje i Maniitsoq, er midlertidigt sat på pause, efter at Qeqqata Kommunia i kølvandet på den store medieomtale har besluttet at undersøge sagen nærmere, før drengen den 16. marts skal sendes til sin ukendte bedstemor i Sisimiut.

Drengens mor, der i dag går på efterskole i Danmark, fortrød indenfor tre måneders-fristen, at hun var gået med til adoption, men først mange måneder senere indledte myndighederne processen med at tage barnet tilbage til familien.

Støttegruppen findes her: http://www.facebook.com/group.php?gid=55115025501

Powered by Labrador CMS