Støtte til Nuuks svageste

Førtidspensionister, ældre og udatte børn får nu en håndsrækning på godt 17 millioner, skriver nuuk.gl

Stigende priser og takster skal ikke gå ud over kvaliteten i den sociale forsorg. Det er baggrunden for en ansøgning om en tillægsbevilling på ca. 17 millioner kroner, som kommunalbestyrelsen imødekom mandag eftermiddag.

På børneforsorgsområdet vil 14,7 millioner kroner gå til at dække stigende udgifter til støttepersoner i daginstitutioner, døgninstitutionsanbringelser i Grønland og anbringelser i Danmark.

Omkostningerne stiger, da flere bliver anbragt på dyrere privatejede institutioner, og da planlagte hjemgivelser til forældre er vanskelige at gennemføre på grund af boligproblematikken i byen. Herudover har Socialudvalget givet bevilling til unge handicappedes efterskole- og botræningsophold i Danmark på grund af manglende relevante tilbud i Grønland.

Da der er et stigende antal modtagere, er der desuden bevilget 2,1 millioner til social førtidspension, mens tillægsbevillingen på 2,8 millioner på ældreområdet skal dække overenskomstmæssige lønudgifter til fastansat faglært personale samt mistede døgntakstindtægter fra beboere, der er omfattet af handicapforordningen.

Tillægsbevillingen til socialområdet kan finansieres indenfor det eksisterende driftsbudget.

Powered by Labrador CMS