Støtte til mad-iværksættere bliver landsdækkende

Et Sermersooq-projekt får nu støtte, så iværksættere fra hele landet kan benytte sig af ordningen.

Iværksættere kan leje Foodlab Greenlands faciliteter til at afprøve idéer.

FoodLab Nuuk har skullet hjælpe iværksættere inden for fødevareindustrien i gang ved at tilbye leje af faciliteter, som gjorde vejen fra idé til produkt lettere og hurtigere.

Projektet blev startet i kommunalt regi af Sermersooq Business, men nu er det nationale erhvervsfremme-selskab Innovation Greenland gået med og har gjort tiltaget landsdækkende under navnet FoodLab Greenland.

- Det nationale FoodLab; FoodLab Greenland, vil gøre det muligt for iværksættere fra hele landet at udvikle nye fødevareprodukter i godkendte omgivelser.

- Madiværksættere fra hele landet, får med FoodLab Greenland således mulighed for at stå med et afprøvet koncept, når der skal søges finansiering til at etablere sig i sin hjemby, skriver Innovation Greenland i en meddelelse.

Lejligheder til iværksættere bosat uden for Nuuk

Transformationen til et landsdækkende tilbud kommer til at foregå i to etaper. Først ændres navnet til FoodLab Greenland og i begyndelsen af 2022 flyttes faciliteterne til nye lokaler i Kalaallit Nunaanni Innovation Centeri.

Innovation Greenland stiller i Innovation Centeri et antal iværksætterlejligheder til rådighed for interesserede iværksættere bosat uden for Nuuk.

Den nye mulighed vækker glæde hos Qeqertalik Business Council:

- Det er et kærkomment arrangement, at FoodLab-tiltaget udvides til et landsdækkende tiltag, således fødevareiværksætterne i vores region også kan have glæde af at blive inspireret af andre, udtaler direktør Gerth P. Olsen fra Qeqertalik Business Council og fortsætter

- Når fødevareiværksætterne får godkendte køkkerne til at lave deres specialiteter lokalt, vil inspirationen og innovationen kunne spredes hurtigere, til stor glæde for lokalbefolkningen. På denne måde vil vi forhåbentlig også kunne udvikle vores lokale råvarer endnu mere kreativt.

Powered by Labrador CMS