Stiller spørgsmål: Vil til bunds i sag om mulig børneprostitution
Det er bekymrende, at der foreligger oplysninger om et børneprostitutionsnetværk, der er optrevlet i Sisimiut, mener Aaja Chemnitz. Hun stiller spørgsmål til to ministre om arbejdet og samarbejdet med andre myndigheder om seksuelt misbrugte børn.
I en årsrapport fra Børnerejseholdets arbejde i Sisimiut i 2022-2023 er en gruopvækkende oplysning blevet givet videre under et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde i Qeqqata Kommunia.
Et netværk af børneprostitution skulle være blevet optrevlet i samarbejde med politiet i Sisimiut, lyder det i en sagsfremstilling til kommunalbestyrelsen.
Det vækker bekymring hos folketingsmedlem Aaja Chemnitz, der har kæmpet for etablering af Børnerejseholdet.
- Det er hjerteskærende og yderst bekymrende, at der foreligger oplysninger om et muligt børneprostitutionsnetværk i Sisimiut. Børnerejseholdet viser sit værd, og sådan en sag viser, at der er hårdt brug for et Børnerejsehold, der skal behandle seksuelt misbrugte børn, siger folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA).
Hvordan er samarbejdet
Grønlands Politi har i en udtalelse til Sermitsiaq.AG oplyst, at politiet ikke kan genkende Børnerejseholdets udlægning af et muligt børneprostitutionsnetværk, der skulle være optrevlet i samarbejde med politiet i Sisimiut.
Aaja Chemnitz har ikke i sinde om at give slip på oplysningerne så let, og vælger at undersøge sagen til bunds.
Til justitsministeren stiller hun et spørsmål, om politiet har modtaget en anmeldelse om et muligt børneprostitutionsnetværk. Hun ønsker samtidig svar fra socialministeren om, hvorvidt skærpet underretningspligt bliver fulgt, og om Børnerejseholdet har vurderet om der er brug for ekstra ressourcer i kommunens sagsbehandling.
- Det er vigtigt for mig at finde op og ned i denne sag, så vi kan finde frem til de mest effektive løsninger. Der er gjort et fint stykke arbejde fra Børnerejseholdets side, men jeg vil finde ud af, om kontakten til politiet har været mangelfuld, når der potentielt kunne være et børneprostitutionsnetværk, siger Aaja Chemnitz der selv har læst Børnerejseholdets rapport.
Langsigtede løsninger nødvendige
Hun påpeger samtidig, at der pointeres i rapporten, at socialforvaltningen i Qeqqata Kommunia er udfordret.
- Det er bekymrende, og vi kender jo allerede til at det er et landsdækkende problem. Vi skal finde løsninger der skal styrke socialforvaltningens arbejde generelt, siger folketingsmedlemmet.