Stenbidersagen: Demokraatit freder Kielsen
Demokraatits formand udtaler, at Kielsen ikke har grund til bekymring, når det kommer til opbakning fra koalitionspartneren. Dermed kan Kielsen måske slippe for konsekvenser af hele stenbidersagen, som er endt ud i en skarp påtale og kritik fra Revisionsuvalget om Kielsens ageren.
Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, tager Revisionsudvalgets beretning om habilitet ved Naalakkersuisuts behandling af stenbiderkvoten til efterretning.
Det oplyser han i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG efter forsøg på at få et interview med formanden om sagen.
Og måske det kan blive enden på historien. I hvert fald har koalitionspartiet Demokraatit ingen intentioner om at rive tæppet væk under formanden på trods af Revisionsudvalgets hårde kritik af hans håndtering af sagen og efterspillet med manglende oplysninger til Inatsisartuts udvalg.
Nielsen på dybt vand
Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen har til KNR udtalt, at partiet ikke vil vende det blinde øje til. Men han siger i samme ombæring, at Demokraatit tager Revisionsudvalgets beretning om stenbidersagen til efterretning.
- Hvis der var sket lovbrud, ville piben have en anden lyd, siger han.
Jens-Frederik Nielsens påstand om, at Revisionsudvalget ikke konkluderer, at Kielsen var inhabil, og at der derfor ikke er sket noget forkert ifølge loven om inhabilitet, er dog ikke korrekt.
Udvalgets opgave er nemlig ikke at konkludere, om der er sket en lovovertrædelse. I stedet skal udvalget undersøge og fremstille sagen, således at medlemmerne af Inatsisartut kan tage stilling til skyldsspørgsmålet og eventuelle konsekvenser.
Hvis et flertal af Inatsisartut mener, at Kielsen har været inhabil eller handlet i strid med loven, kan der fremsættes et mistillidsvotum for at afsætte formanden.
Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar fra Jens-Frederik Nielsen, men han ønsker ikke at stille op.
Efter Jens-Frederik Nielsens udtalelse til KNR tyder det på, at Kielsen klarer frisag. Hvis hans koalition står sammen, har de nemlig fortsat et flertal, der kan modstå et mistillidsvotum.
Koalitionen skal sikre flertal
Spørgsmålet er så, om Kielsens bagland fortsat vil støtte deres formand. I Revisionsudvalget sidder både medlemmer af Siumut, Nunaata Qitornai og Demokraatit, som har underskrevet den, ifølge eksperter, hårdeste kritik i udvalgets historie. Hvorvidt de fortsat vil sikre formanden for Naalakkersuisut ved et mistillidsvotum, er ikke til at vide.
Kim Kielsen uddyber i sit skriftlige svar, at han ønsker at fremhæve, at der faktisk har været opmærksomhed på habilitetsspørgsmålet i forbindelse med stenbidersagen.
- Formanden for Naalakkersuisut har i forbindelse med sin deltagelse i Naalakkersuisuts behandling af sagen selv vurderet, at han ikke var inhabil.
Kielsen mener altså ikke selv, han er inhabil, og måske det er derfor, han ikke har set underretningspligten som vigtig forud for, at kvoteforhøjelsen skulle vedtages.
- Formanden for Naalakkersuisut har over for revisionsudvalget beklaget, at han ikke selv har haft den fornødne opmærksomhed på underretningspligten, da han deltog i sagens behandling i Naalakkersuisut. Det fremgår også af revisionsudvalgets beretning, lyder det i svaret fra Kim Kielsen.