Stem ungt

Skuespiller, forfatter og instruktør Flemming Jensen har et godt råd til den grønlandske vælgerbefolkning: Stem ungt!

Flemming Jensen: Stem ungt! Foto: Finn Heidelberg

- Jeg skal ikke blande mig - det er jeres valg - men jeg tror, at tiden er inde til, at I skal sige tak - af hjertet! - til den generation af politikere, der hjalp jer frem til og gennem hjemmestyret - og nu gøre én ting: Stem ungt!

Det siger Flemming Jensen i udsendelsen Kanten på DR P1 onsdag.

Det er ikke første gang Flemming Jensen "blander" sig i grønlandsk valgkamp. I 1998 opfordrede han vælgerne til at stemme på den dengang 26-årige Ellen Kristensen til Folketinget. Hun vandt over veteranen Otto Steenholdt, som havde siddet på stolen i 21 år.

Det er samme budskab Flemming Jensen har til vælgerne i dag: Skift de gamle ud med nye, helst unge ansigter.

- I har en vidunderlig, veluddannet, ofte tre-sproget grønlandsk ungdom, der står klar. Brug den!

Vi hernede har meget at lære af jeres unge mennesker, for de er ikke historieløse! De forekommer mig at ha' en smertelig erkendelse af, at de er nødt til at gribe ind over deres egne forældres og bedsteforældres epoke, hvor den eneste målestok for, om noget var godt, var "graden af danskhed". De gør det for at få fat i oldeforældrenes kultur.

Og bygge samfundet på den. Ikke for at blive gammeldags mennesker - men for at få et ordentligt afsæt til at skabe nutiden og fremtiden. Det er lærerigt at se på for os, der gennem hele den dynamiske udvikling måske har været så fascinerede af selve springets kraft og højde, at vi har glemt afsættets betydning. Uden hvilken udvikling let bli'r til afvikling. Fortiden er til for at skabe nutiden - det nytter ikke at forsøge uden.

Ved mit sidste jublende besøg i Grønland, sagde en ung mand de bemærkelsesværdige ord: "Min sjæl er, hvor jeg kommer fra - mit hjerte er, hvor jeg vil hen!"

Ham ville jeg satse på, hvis jeg var jer, siger Flemming Jensen i programmet Kanten.

Kanten er et program hvor stemmerne i programmet tilhører mennesker med noget på hjerte, noget på spil. Mennesker med holdninger, de gerne vil dele med lytterne. Holdninger der udfordrer, provokerer, foruroliger. Et syn på verden - der kan vække til eftertanke og debat.

Kanten er deltagernes uforarbejdede, uredigerede og ukommenterede refleksioner over ugens aktuelle historie, fortolkningen af ugens aktuelle emne, er deltagerens helt personlige bidrag til debatten, skriver dr.dk.

Hør hele udsendelsen her.

Powered by Labrador CMS