Steen Lynge gør comeback i Naalakkersuisut
Demokraatit er gået med i koalitionen, og dermed kan Steen Lynge igen kalde sig naalakkersuisoq. Det tidligere Atassut-medlem var også medlem af Naalakkersuisut i 2013-2014.
Steen Lynge bliver ny naalakkersuisoq for udenrigsanliggender. En post han overtager fra Ane Lone Bagger (S). Hun har dog stadig ressortområderne uddannelse, kultur og kirke.
Ved valget i 2018 kom Steen Lynge ind på yderste mandat for Demokraatit. Han fik 75 stemmer. Steen Lynge blev bragt i spil af Demokraatit under valgkampen, som en overraskelse.
Steen Lynge var tidligere en markant politiker for Atassut, og i 2013 til 2014 var han også medlem af Naalakkersuisut som naalakkersuisoq for infrastruktur og sundhed.
I problemer som Naalakkersuisoq
I den forbindelse kom han ud på dybt vand, da flere tilfælde af særbehandling blev afsløret.
Blandt andet kom formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen fra Siumut takket være hjælp fra Steen Lynge med et trylleslag forrest i køen og blev modtaget af en læge på Dronning Ingrids Hospital, da han på grund af øjenbetændelse kontaktede Steen Lynge.
Desuden blev Demokraatits Anda Uldum kontaktet af depardementet på vegne af Steen Lynge og tilbudt at skrive direkte med en læge om datterens helbredsmæssige problemer. Anda Uldum takkede nej med den begrundelse, at alle skal have lige adgang til sundhedsvæsnet.
Fra Atassut til Demokraatit
I 2017 blev Steen Lynge omtalt som en mulig ny formand for Atassut i forbindelse med, at Knud Kristiansen havde forladt partiet.
Det blev dog ikke til noget, og i juni 2017 meldte han sig ud af Atassut.
Ved Inatsisartut-valget i foråret 2018 besluttede han sig for at stille op for Demokraatit.
- Det har ikke været en svær beslutning. Vi har samme værdier, Demokraterne og jeg, fastslog Steen Lynge dengang overfor Sermitsiaq.AG.