Status: Over 1000 corona-test er nu taget

Grønland er fortsat smittefri. Torsdag fik Sundhedsmyndighederne svar på en række test, der alle var negative.

Offentliggjort

I 12 dage har Sundhedsvæsenet ikke modtaget en eneste positiv coronatest. Det fremgår af Landslægeembedets hjemmeside, som afslører, at Sundhedsvæsenet har foretaget 1.019 coronatest.

De mange test svarer til, at næsten to procent af befolkningen er blevet testet – eller helt nøjagtigt 1,81 procent.

Landslægen afventer svar på 76 test, der analyseres på såvel Statens Serum Institut som det nye testudstyr, som Selvstyret har taget i brug, og som er etableret i Nuuk.

321 dødsfald i Danmark

I Danmark nåede coronadødstallet op på 321, hvilket er 12 flere end i går onsdag. Antallet af indlæggelser falder og ligger nu på 353, hvoraf de 92 ligger på intensiv og 72 er i respirator.

I Danmark er man stille og roligt gået i gang med at åbne samfundet igen. Ifølge Statens Serum Institut er det vigtigste, at befolkningen bliver ved med at holde afstand til hinanden og har en god hygiejne.

Powered by Labrador CMS