Gå til hovedindhold

Statsministeren: Grønland er udfordret

Læs, hvad statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde om rigsfællesskabet, da Folketinget åbnede tirsdag

Traditionen tro åbnede Folketinget den første tirsdag i oktober. Og traditionen tro holdt den danske statsminister en lang åbningstale.

Sermitsiaq.AG gengiver her, hvad Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, sagde om rigsfællesskabet, da hun gik på talerstolen lidt over middag dansk tid:

’Vi handler. Vi når resultater. Det gælder også i vores rigsfællesskab.

Jeg tror, det er længe siden, at rigsfællesskabet har stået med så store sager, som vi skal løse sammen. Men jeg er overbevist om, at det vi kan i fællesskab, er bedre end det, vi kunne hver for sig. Også når vi ikke ser helt ens på tingene.

Grønland er udfordret af, at der kommer flere ældre og færre yngre. Landet har brug for at udvikle sine erhverv og skabe nye indtægter.

Råstoffer, råstoffer og råstoffer
Og hvis Grønlands rige ressourcer kan udnyttes endnu mere i fremtiden, så kan det få stor betydning for den grønlandske befolkning. Det bakker regeringen fuldt og helt op om. Og vi samarbejder med landsstyret (Naalakkersuisut, red,) om at skabe bedre muligheder for erhverv og investeringer.

Grønland har overtaget ansvaret for sine egne råstoffer – men ikke for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken. Det er ukompliceret, hvis man udvinder jern eller olie. Men ikke hvis man skal udvinde og eksportere uran.

Jeg er meget tilfreds med, at det netop er lykkedes at nå til enighed om en fælles dansk-grønlandsk rapport, der blandt andet kulegraver alle internationale regler og standarder på området og andre landes erfaringer.

Det er vigtigt, at vi har en fælles rapport på bordet, når Grønland her i efteråret går videre med overvejelserne om uran. Rapporten bekræfter, at både Grønland og Danmark er indstillet på at gå frem i et nært samarbejde.

Regeringen og landsstyret ser ikke ens på de retlige rammer for Grønlands aktiviteter på det her område. Det vil også fremgå af rapporten.

Samarbejde skal respektere grundloven og selvstyreloven
Men vi er enige om, at vi i fællesskab skal finde et praktisk og konstruktivt samarbejde – og naturligvis et samarbejde, der respekterer grundloven og selvstyreloven.

Vi samarbejder også i sagen om fiskekvoter til Færøerne og EU's sanktioner. Det er en ulykkelig sag. Den er alvorlig for Færøerne. Og vi forsøger at få parterne tilbage til forhandlingsbordet og få ophævet sanktionerne.

Klimaet i Arktis ændrer sig. Nu kan man sejle i områder, der før var helt utilgængelige. Det giver nye udfordringer – blandt andet med eftersøgning, redning og beskyttelse af havmiljøet. Derfor har et bredt flertal i Folketinget besluttet, at vi skal være rustet til at løse fremtidens opgaver i de arktiske områder. Det er et arbejde, som regeringen prioriterer meget højt.

Vi har nok at tage fat på. Og jeg vil invitere til et fortsat samarbejde. Også om de sager, hvor vi ikke har helt ens opfattelser.

Et samarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Og et samarbejde her i Folketinget’, sagde Helle Thorning-Schmidt fra talerstolen.

Læs og se billeder i "IA jubler over Thornings uranudmelding – S raser"

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER