Gå til hovedindhold

Når staten tager dit barn

Et stigende antal grønlandske familier i Danmark oplever at blive misforstået af de sociale myndigheder. ”Marie” blev syg af tuberkulose, og i løbet af kort tid vurderet uegnet som mor af Københavns Kommune. Hun måtte kæmpe i syv måneder, før hun kunne få sin søn tilbage. I dag bor de sammen i Nuuk.

I en lejlighed i Nuuk bor en ung kvinde med sin lille søn. Hun studerer ved Ilisimatusarfik og hendes søn går i børnehave. De har en dejlig rolig hverdag. Men sådan har det ikke altid været.

Det er ikke mere end et par år siden, at de danske myndigheder tog hendes søn fra hende. Hendes sag er et godt, men også meget uhyggeligt eksempel på, når et socialsystem går bersærk og sætter en kædereaktion i gang, der ender med en tvangsfjernelse af et barn. 

Vi kalder hende for Marie, da hun ikke ønsker at blive identificeret med sagen, selvom mange i Grønland godt kender til hendes historie. Det skriver avisen Sermitsiaq.

Syg med tuberkulose  

Marie flyttede i 2018 fra en lille by i Grønland til København for at studere. Med i baggagen havde hun gode karakterer fra gymnasiet og en tryg opvækst hos bedsteforældre. Hun havde også sin lille søn med på armen. Hendes eneste udfordring i Danmark var en tiltagende hoste. Til trods for flere lægebesøg og forskellige diagnoser blev hosten ved med at genere hende. Da der endelig var en læge, der blev opmærksom på, at det kunne være tuberkulose, var sygdommen så fremskreden, at også hendes lille søn var blevet syg. Begge kom derfor i behandling – dog ved to forskellige sygehuse. Behandlingen mod tuberkulose er hård og langvarig. Dagligt skulle Marie indtage store mængder medicin. Det samme skulle hendes søn, og det var svært for hende, for han ville ikke tage medicinen. Og det blev hurtigt til en daglig kamp oven i Maries egen kamp for at komme til kræfter. En dag på sygehuset blev det for meget. Marie var frustreret og bad sygeplejerskerne hjælpe hende. Hun råbte af dem i frustration.

– Dels var jeg helt isoleret fra andre grundet tuberkulosen. Dels var jeg bare så træt og bange for, hvad der skulle ske med min søn. Jeg frygtede for hans liv, hvis han ikke fik medicinen. Samtidig skar det i hjertet, når han græd og vred sig for at undgå at få medicinen. Det var et dagligt overgreb, og det var så hårdt for mig. Jeg følte ikke, at der var nogen, der hjalp mig.

– På sygehuset fortalte de mig, at jeg måske kunne få bevilget noget støtte fra kommunen til praktiske ting i hverdagen som tøjvask og rengøring. Jeg tog kontakt, og de bad mig komme ind til et møde. Men for at jeg kunne få hjælp, måtte de lave en underretning, sagde de. Det forstod jeg ikke. Hvorfor skulle der en underretning til for at få hjælp under sygdom? Men de overtalte mig til, at det var den eneste vej videre frem, hvis jeg skulle have hjælp. Da jeg så underretningen i min e-boks blev jeg forskrækket. Der stod blandt andet, at jeg havde råbt af min søn på hospitalet. Der stod også, at jeg skulle starte i familieterapi, da det ville hjælpe mig til at blive en bedre mor.

Udover at møde op til tuberkulosebehandling på to forskellige hospitaler dagligt, skulle jeg nu også møde op til familieterapi flere gange ugentligt.

Læs hele historien i denne uges Sermitsiaq, som du kan købe adgang til her:

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER