SSI: Risiko for indlæggelse er det halve med omikronvariant

Alt tyder på, at omikronvarianten giver mildere forløb end deltavarianten, siger Statens Serum Institut i Danmark.

- Risikoen for at komme på hospitalet er halvt så stor som delta. Derfor kan vi alligevel blive presset i sundhedsvæsenet, hvis vi ser meget smittespredning, siger Tyra Grove Krause til TV 2 om situationen i Danmark.

Risikoen for at blive indlagt, hvis man bliver smittet med omikronvarianten, ser ud til at være omkring det halve sammenlignet med deltavarianten.

Det fortæller Tyra Grove Krause, der er faglig direktør på Statens Serum Institut (SSI) i Danmark, mandag til TV 2.

- Omikron vil stadig kunne presse vores sundhedsvæsen, men alt tyder på, at den er mildere end deltavarianten.

- Risikoen for at komme på hospitalet er halvt så stor som delta. Derfor kan vi alligevel blive presset i sundhedsvæsenet, hvis vi ser meget smittespredning, siger hun til TV 2 om situationen i Danmark.

Forventer top i januar i Danmark

Statens Serum Institut forventer, at smitten med coronavirus vil toppe i løbet af januar i Danmark. Fra februar ventes faldende smittetryk og mindre pres på sundhedsvæsenet.

Hvis man ser bort fra søndag, hvor der er langt færre test end normalt, er der fire dage i træk registreret omkring 20.000 daglige smittetilfælde.

Samtidig er antallet af indlæggelser med coronavirus steget til 709. Det er det højeste siden januar 2021.

Tyra Grove Krause siger til TV 2, at det for de fleste i befolkningen vil være et spørgsmål om, hvornår man bliver smittet - og ikke om.

Vacciner beskytter mod indlæggelse

Hun påpeger i den sammenhæng, at Danmark står et langt bedre sted end sidste vinter på grund af vaccinerne.

Hun fremhæver, at vaccinerne er enormt effektive til at beskytte mod indlæggelser, hvis man bliver smittet.

Til gengæld er de ikke helt så effektive til at beskytte mod at blive smittet som ved de tidligere varianter.

Tyra Grove Krause siger til TV 2, at man kan omkring halvere smitten blandt de vaccinerede den første måned, efter man er blevet vaccineret, hvilket hun betegner som ekstremt vigtigt her i januar, hvor smitten ventes at toppe.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS