Spot på toldfrie varer igen

Kattusseqatigiit Partiiat vil vide, hvad konsekvenserne har været af ophævelsen af salg af toldfrie varer

Duty Free-butikken i Kangerlussuaq Lufthavn havde allerede i januar 2011 fået en halvering af det totale salg. Foto: Søren Duran Duus

Siden den 1. januar 2011 har det ikke været lovligt at medtage øl, vin, spiritus eller andre former for alkoholholdige drikke ved indrejse til Grønland.

Her et år efter ønsker Kattusseqatigiit Partiiat at vide, hvilke konsekvenser det har haft.

Derfor stiller medlem af Inatsisartut Knud Fleischer, Kattusseqatigiit Partiiat, følgende spørgsmål til naalakkersuisut:

- Hvilke følger har der været ved ophævelsen af salg af toldfrie varer (ved indrejse til Grønland, red.)?
- Er ophævelsen til gavn for landet?
- Hvilke konsekvenser har der været for ansatte inden for området?
- Er formålet med ophævelsen opnået?
- Kan man opstille statistik over følgerne af ophævelse af salg af toldfrie varer?
- Hvad synes naalakkersuisut om at genindføre salg af toldfrie varer?

Knud Fleischer begrunder blandt andet sine spørgsmål med, at naalakkersuisut tidligere har skønnet, at en ændring og stramning af det toldfrie salg vil give cirka 20 millioner kroner ekstra i landskassen om året.

- Desuden vil vi fra Kattusseqatigiit Partiiat godt vide om, om der er mulighed for at genindføre det toldfrie salg ved indrejse til Grønland, eftersom lufttrafikken i landet allerede byder på ekstremt høje priser, siger Knud Fleischer.

Powered by Labrador CMS