Sportsfiskeri for feinschmeckere

Udenlandske turister kan købe deres helt egen elv

Udenlandske lystfikskere skal kunne købe sig fred for andre lystfiskere. Foto: Leiff Josefsen

Grønlands renommé som sportsfiskerdestination kan tage alvorlig skade, når udenlandske sportsfiskerturister kommer til en elv, hvor der er fri adgang for andre sportsfiskerturister.

I udlandet kan dedikerede sportsfiskere derimod købe sig ret til at fiske uden at skulle stå skulder ved skulder med fremmede lystfiskere.

Turisterhvervet efterlyser bedre rammer for den gren af grønlandsk turisme, der omhandler sportsfiskeri efter fjeldørred, og samtidig har der været på tale, at Grønland får et større samfundsøkonomisk udbytte af sin store bestand af fjeldørreder.

Naalakkersuisuts medlem for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit, slår to fluer med et smæk, når hun i landstingssalen torsdag eftermiddag fremlægger et lovforslag om koncession til lystfiskeri.,

Turistlande, som Grønland kan sammenligne sig med, opnår en stor omsætning indenfor sportsfiskerturisme. I Grønland er der nogle steder sket en god udvikling indenfor turisme, hvor der arrangeres sportsfiskeri efter fjeldørred for udenlandske sportsfiskerturister, men med lovforslag vil det ved nogle få udvalgte elve blive muligt at tilbyde et sportsfiskeri, der er eksklusivt, og hvor der kun er én koncessionshaver, som regulerer hvilke udenlandske turister, der kommer til elven for at fiske.

Det er naalakkersuisuts mål, at loven skal være første skridt i en langsigtet udvikling, hvor nogle lokalt forankrede turistoperatører kommer til at skabe omsætning og beskæftigelse indenfor sportsfiskerturisme. Ifølge lovforslaget skal turistoperatører, som får en koncession til en elv, betale landskassen 150 kroner pr. dag pr. udenlandsk lystfisker.

Helt fri for andre mennesker bliver de udenlandske lystfiskere, som køber sig eneret til en elv, dog ikke, for den lokale befolknings fiskeri efter fjeldørreder bliver ikke berørt af den nye lov.
Folk, bosiddende i Grønland, kan fortsat fiske i alle landets elve - dog med skyldig hensyn til de gældende fiskeribegrænsninger som for eksempel en kommunal fredning.

Powered by Labrador CMS