TAAK er løbet tør for penge

Grønlands håndboldforbund, Timersoqatigiiffiit Assammik Arsartartut Kattuffiat (TAAK), har netop annonceret en midlertidig pause i aktiviteterne for alle landshold. Deres beslutning kommer som følge af økonomiske udfordringer, der har ramt forbundet hårdt efter et år med mange aktiviteter.

Offentliggjort

TAAK oplyser på Facebook, at de er løbet tør for penge:

- På grund af TAAK's nuværende økonomiske situation har bestyrelsen desværre været nødt til at træffe en svær beslutning.

De skriver på Facebook, at der ikke vil være yderligere aktiviteter for landsholdene efter U18 pigernes deltagelse i VM, der sker i midten af august i Kina.

Ulønnet arbejde

- Efter gensidig aftale med landstrænerne, så udbetales der ikke løn indtil den økonomiske situation er rettet op. Men de vil fortsat være en del af TAAK indtil videre. Vi vil have få kompetencegivende aktiviteter men, hvor der bruges midler fra GIF kursuspulje.

- Denne beslutning er taget på baggrund af de mange aktiviteter, vi har haft i 2023, som har påvirket vores økonomi voldsomt.

TAAK opfordrer dog alle håndboldspillere og trænere ude i klubberne til at fortsætte med at træne og forberede sig, så de er klar til at genoptage aktiviteterne, når det igen bliver muligt.

- Vi håber på jeres forståelse og støtte i denne svære tid, slutter Timersoqatigiiffiit Assammik Arsartartut Kattuffiat TAAK.

Powered by Labrador CMS