Sondre fik fornemt resultat - Ukaleq stillede ikke op til start
Søndagens jagtstart ved ungdomsverdensmesterskaberne i skiskydning var sidste løb ved mesterskaberne for søskendeparret Sondre og Ukaleq Slettemark. Lillebror Sondre sluttede i top 30, mens udkørt Ukaleq ikke stillede op til start.
De grønlandske skiskyttere, Ukaleq og Sondre Slettemark, der deltager ved ungdomsverdensmesterskaberne i Soldier Hollow, USA, havde sidste chance for at få godt resultat ved mesterskaberne søndag.
Ti kilometer jagtstart var på programmet med fire skydninger.
Top 30 pladsering
17-årige Sondre Slettemark, som deltager i U18-konkurrencen, fik et fornemt resultat ved sit sidste løb ved ungdomsverdensmesterskaberne.
Det blev nemlig til en 26. plads ud af 60 i jagtstarten. Ud af sine i alt 20 skud missede han blot tre skud. Sondre Slettemarks tid blev 32 minutter og 30 sekunder, hvilket var 4 minutter og tre sekunder fra vinderen Jakub Borgula fra Slovakiet.
Udkørt Ukaleq
Ukaleq Slettemark stillede ikke op til start ved sin sidste løb.
På sin Facebookside skriver hun blandt andet:
- Jeg er fuldstændig udmattet fysisk og mentalt efter mange uger på farten. Jeg deltager ikke ved jagtstarten. Nu glæder jeg mig bare til at tage hjem og træne indtil sidste World Cup-løb i Holmenkollen, og jeg håber, at jeg finder nogle kræfter indtil da.
Dermed blev resultaterne ved ungdoms-VM således:
Sondre Slettemark:
12,5 kilometer individuel: 33. plads
7,5 kilometer sprint: 20. plads
10 kilometer jagtstart: 26. plads
Ukaleq Slettemark:
12,5 kilometer individuel: 19. plads
7,5 kilometer sprint: 51. plads
10 kilometer jagtstart: Deltog ikke