Grønlandsk ironman

Senior-jernmand efter VM-kvalifikation: Sidste gang jeg giver mig så meget

Ironman-deltageren Jens Bjerge fra Nuuk slog sin egen rekord og kvalificerede sig til verdensmesterskaberne

Jens Bjerge fotograferet ved Island Games på Jersey tidligere på året
Offentliggjort

Søndag blev en fantastisk dag for sportsmanden Jens Bjerge.

For løbsdagen var han blot opsat på at slå sin rekord på ti timer og tre minutter ved ironman-konkurrencen i Danmark. Men han klarede løbet så godt, at han slog sin egen rekord med cirka ni minutter

Læs: Jens Bjerge slår rekord og kvalificerer til VM

Veteranens tid blev ni timer, 54 minutter og 23 sekunder.

- Det var helt fantastisk at gennemføre konkurrencen igen. Det var en meget hård konkurrence, især fordi jeg ramte muren i maratonløbet, siger en meget glad Jens Bjerge til Sermitsiaq.AG.

Til daglig er Jens Bjerge ansat ved Nukissiorfiit på Buksefjordsværket 50 kilometer fra Nuuk.

Styrtede i cykelløbet
Klokken 8.00 startede ironman-konkurrencen søndag i København. Først gjaldt det svømning på små 3,8 kilometer. Bjerge fortæller, at det var en nervøs og intens start på konkurrencen.

- Der var intense ansigter og adrenalin i luften før starten. Det var en hård start, for der var virkelig mange deltagere, og det var svært at komme helt frem under svømmeturen, for der var meget skubberi i vandet. Jeg var ikke særlig tilfreds med min svømmetur, siger Jens Bjerge. Han brugte en time og otte minutter på svømmeturen.

Efter svømmeturen var det så cykelløb på 180 kilometer.

- Jeg overhalede en masse deltagere hele vejen igennem under cyklingen. Jeg gav den på grænsen hele tiden. Efter cirka 80 kilometers cykelløb skulle vi modtage vand fra arrangørerne. Jeg kørte lidt for hurtig, og jeg styrtede da jeg ramte en anden deltager. Jeg fik små skrammer, og heldigvis skete der ikke noget med min cykel, fortæller Jens Bjerge.

Hans cykeltid blev fem timer, fem minutter og 16 sekunder.

Ramte muren
Efter cyklingen gjaldt det den hårdeste del af ironman-konkurrencen, nemlig maratonløb.

- Jeg løb også lige til grænsen hele vejen under maratonløbet. Men i de sidste ni kilometer af løbet led jeg virkelig meget. Jeg tænkte faktisk på, om jeg skulle sætte tempoet ned og gå for at få luft. Men lige pludselig råbte min søn fra tilskuerne, at der var 3 minutter og 30 sekunder op til nummer fire i konkurrencen. Jeg fik på et eller andet måde nye kræfter, og jeg løb meget stærkt hjem til målet, fortæller Jen Bjerge.

- Jeg var meget glad for at se, da jeg kom i mål, at jeg kunne slå min egen rekord. Jeg var selvfølgelig også rørt over, at jeg har gjort det så godt, for jeg slog min egen rekord med næsten ni minutter, siger en meget glad og træt veteransportsmand.

Han indhentede ham, der ellers lå på fjerdepladsen, med fem sekunder. Dermed kvalificerer Jens Bjerge sig til verdensmesterskaberne i ironman, der foregår på Hawaii senere på året.

- Jeg deltog i ironman for at slå min egen rekord. Det var uvirkeligt at få at vide, at jeg har kvalificeret mig til VM, for det var ikke mit mål. Jeg deltager til VM for at få en oplevelse, forklarer Jens Bjerge, der ikke lige på nuværende tidspunkt kan forklare, hvad hans mål vil være i verdensmesterskaberne.

Tid til nye udfordringer
Den nu 50-årige triatlet siger, at han aldrig skal give sig fuldt ud igen.

- Jeg har ofret mange timer på træning til ironman'en, for det er virkelig hårdt at give sig så fuldt ud. Jeg har aldrig lidt så meget som jeg gjorde på den sidste halvanden time af maratonløbet, og nu synes jeg, at det er nok. Jeg skal nok være med igen til næste år, men jeg vil ikke træne så hårdt som det seneste år. Og jeg er nu så tilfreds med det jeg har opnået, lyder det fra Jens Bjerge, der håber at se, at unge fra Grønland begynder med at deltage ved triatlon eller ironman i fremtiden.

Læs også: Jens Bjerge slår rekord og kvalificerer til VM

Powered by Labrador CMS