GM i langrend
Resultatlister sejler for GM-arrangør i Qaqortoq
Et nyt elektronisk tidsregistreringssystem volder arrangørklubben QSAP massive problemer i forbindelse med GM i langrend
For første gang nogensinde er QSAP i Qaqortoq arrangør af de igangværende landsmesterskaber i langrend.
Men til stor frustration og ærgrelse hos både arrangør, deltagere, fans og medier er der store problemer med et nyt elektronisk tidsregistreringssystem. Det betyder, at resultatlister både er forkerte og bliver offentliggjort sent.
Flemming Enequist fra Grønlands Skiforbund fortæller til Sermitsiaq.AG, at en ekspert fra Danmark, som står for det nye tidsregistreringssystem, først nåede frem til Qaqortoq fredag, selvom GM allerede startede torsdag.
Se galleri: Favoritterne viser klasse ved GM i langrend
På grund af vejrproblemer sad han fast i både Kangerlussuaq og i Narsarsuaq, hvilket betød, at han ikke nåede frem mandag som planlagt.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at få rettet op på tingene, siger Flemming Enequist, der er formand for langrendsudvalget i Grønlands Skiforbund.
Langrendsløber Martin Møller fra NSP i Nuuk evaluerer GM indtil videre således:
- Arrangementet kører ellers godt. Men resultatlisterne kniber det med.
Grønlandsmesterskaberne i langrend slutter mandag.