På charmeoffensiv i Canada: Inviterer til 'Avannaa Arctic Games'
Avannaata Kommunia vil understøtte vinterturisme i kommunen ved at arrangerer et stort sportsstævne. Stævnet skal efter planen holdes første gang i 2025 efter åbningen af den nye internationale lufthavn.
Et stort sportsstævne med deltagelse af inuit-nationer fra andre dele af Arktis skal skabe aktivitet i Ilulissat om vinteren.
Det står nemlig sløjt til med at få fyldt byens mange hotelværelser på den tid af året, fortæller borgmester Palle Jerimiassen på en telefon fra Canada, Wood Buffalo, hvor han i øjeblikket er til Arctic Winter Games for at promovere projektet:
- Det er en turnering, der skal foregå i 2025, umiddelbart efter at vi har fået den nye lufthavn, hvor vi inviterer blandt andre Nunavut, Nunavik og Alaska til Avannaa Arctic Games, siger han og fortsætter.
- Det er for at fremme vinterturisme og komme tættere på vores frænder ovre på den anden side. Det er et meget spændende projekt.
Positive tilkendegivelser
Ifølge borgmesteren skal atleterne dyste i arctic sports som ved AWG, og det er planen at etablere sportsstævnet som en begivenhed hvert andet år i slutningen af januar eller begyndelsen af februar.
- Vi har allerede fået tre positive tilkendegivelser fra Nunavik, Nunavut og Alaska, siger Palle Jerimiassen.
Arrangementet skal ses i sammenhæng med, at kommunen er ved at lave en eventkalender med flere tilbagevendende begivenheder.
Klimakonferencer undersøges
- Vi har aftaler med Aalborg Kongresscenter hvor vi hvert andet år laver en jagt- og fiskerimesse i efteråret. Så kommer Arctic Sport, hvor der også vil være noget kulturelt ved siden af, siger Palle Jerimiassen og fortsætter:
- Derudover skal vi i samarbejde med Aalborg Kongrescenter kigge på muligheden for at afholde klimakonferencer. Så vi er i gang med at lave nogle tiltag for at fylde hotellerne op på de tidspunkter, hvor vi ikke har så mange turister.