Nuuk Mountain Challenge
Nuuk klar til nyt fjeldløb
Efter succesen sidste år bliver Nuuk Mountain Challenge afviklet for anden gang på søndag
Der bliver med garanti fart over feltet, når årets Nuuk Mountain Challenge på søndag bliver afviklet.
Fjeldløbet starter klokken 11.00 fra skiliften i Nuuk og går til toppen af henholdsvis Ukkusissat (på dansk: Store Malene) og Quassussuaq (på dansk: Lille Malene).
Arrangørerne forventer, at op imod 100 deltagere vil løbe til de to toppe.
Løbet til toppen af Quassussuaq blev sidste år vundet af ungdomsløberen Philip Baadh Juhl, der knebent slog Michael Heilmann.
Løbet til toppen af Ukkusissat skal finde en ny vinder i år, da OL-deltageren Martin Møller, der vandt sidste år, ikke deltager på søndag, fordi han holder ferie uden for Nuuk.
- Ruten til toppen af Ukkusissat er mere vanskelig i år på grund af den megen sne på fjeldet. Sneen er blød og vil give god motion op ad fjeldet, gør Finn Meinel opmærksom på.
Se topresultater og vindere af Nuuk Mountain Challenge 2013
Så hurtigt løb de i fjor
Martin Møller brugte i 2013 51,29 minutter på at nå toppen af Ukkusissat. Jesper Christiansen, der blev nummer to, løb i tiden 1.03,58 timer, mens Lars Henrik Nielsen blev nummer tre i tiden 1.04,20 timer.
Damernes vinder i løbet til toppen af Ukkusissat blev Niviaq Chemnitz Berthelsen, der løb i tiden 1.06,05 timer foran Ivalo Rosing, der løb i tiden 1.22,13 timer. Aviaja Heilmann blev nummer i tre i tiden 1.29,39 timer.