ol-udtagelse

Martin Møller: Jeg fik tårer i øjnene

Langrendsløberen Martin Møller bliver mandag præsenteret som OL-deltager

Martin Møller kommer hjem til Nuuk tirsdag, hvor han får en uges træning i vante omgivelser
Offentliggjort

Et tæt løb i den franske skisportsby Chamonix dannede rammen om langrendsløberen Martin Møllers afgørende løb, inden OL-deltagelsen blev en realitet. Nu skal Martin Møller repræsentere Danmark/Grønland ved OL i Sochi.

Læs: Martin Møller udtaget til OL

Martin Møller var i weekenden i direkte konkurrence mod sin danske konkurrent, Lasse Mølgaard fra Danmark, hvor de to OL-aspiranter deltog i tre løb i Chamonix.

Stor lettelse
- 15 kilometer er ikke min stærkeste side, så det blev meget tæt i lørdagens løb. Men jeg var sikker på, at det var nok, hvis jeg bare slog Lasse Mølgaard med et sekund, siger Martin Møller til Sermitsiaq.AG.

Han vandt over Lasse Mølgaard med 8 sekunder i lørdagens løb.

Danmarks Skiforbund orienterede Martin Møller søndag om, at han nu var indstillet til OL-deltagelse.

- Jeg fik tårer i øjnene, da jeg fik beskeden. Det har været to års hård træning, så det er en stor lettelse at blive udtaget til vinter-OL, siger Martin Møller, der mandag eftermiddag bliver præsenteret som OL-deltager på et pressemøde i Danmark.

Det er tredje gang, at en grønlandsk langrendsløber bliver repræsenteret ved vinter-OL. Apollo Lynge fra Nuuk var den første fra Grønland i 1968, mens Michael Binzer deltog i 1992, 1994 og 1998.

Åbningsceremoni
- Min målsætning er at få en god placering i 50 kilometer-løbet. Jeg mener, at det er realistisk at satse på en placering i top-40, som Michael Binzer opnåede ved vinter-OL i Nagano, siger Martin Møller.

Den 33-årige langrendsløber startede som 15-årig i Aasiaat med at dyrke langrend. Han har siden deltaget i Arctic Winter Games, VM, danmarksmesterskaber og selvfølgelig grønlandsmesterskaber. Nu kan han tilføje OL-deltager på sit CV.

- Jeg har haft den drøm i rigtig mange år, så det er helt fantastisk at blive udtaget, siger Martin Møller, der tirsdag klokken 11.25 kommer hjem til Nuuk.

Han skal efter en uges ophold hos sin familie videre til Italien, hvor han skal på træningslejr.

Der er åbningsceremoni ved vinter-OL den 7. februar, og mændenes langrendskonkurrencer starter søndag den 9. februar.

Vinter-OL foregår i den russiske by Sochi fra 7. til 23. februar.

Læs alle artikler om Martin Møller her

Powered by Labrador CMS