Arctic Circle Race
Martin Møller jagter sin sjette sejr i Arctic Circle Race
Den grønlandske langrendsløber håber på at få den sjette sejr i en af verdens hårdeste langrendsløb, der starter fredag i Sisimiut
Arctic Circle Race bliver fredag skudt i gang i Sisimiut.
Den grønlandske langrendsløber, der deltog ved verdensmesterskaberne i Sverige i februar Martin Møller, deltager i løbet, og han glæder sig.
- Efter min ribbensskade i starten af februar har jeg ikke været helt på toppen. Men de sidste to uger har jeg koncentreret mig om Arctic Circle Race og trænet godt, og jeg føler, at formen er på vej tilbage, skriver langrendsløberen i en meddelelse.
Og han fortæller, at løbet er noget helt specielt for ham:
- 160 kilometer i meget hårdt terræn og rigtig kold vintersne er lidt af en styrkeprøve, og det motiverer mig meget. I løbet gælder det om at være sej både fysisk, men lige så meget psykisk. Alle kommer til at opleve hårde perioder, hvor man bare må presse sig til at forsætte, selv om bakkerne og løjpen stadig er uendelig lang.
Læs: En af verdens hårdeste skiløb starter fredag
Læs: Skadet Martin Møller stiller ikke op til start
Vil vinde for sjette gang
Martin Møller siger, at 'alle kommer til at blive rigtig trætte og glade, når deltagerne har været med i løbet, og at den stemning er rigtig dejlig at opleve'.
- Jeg glæder mig meget og har virkelig lyst til at løbe, så stærkt jeg kan og blive rigtig træt. Jeg håber at kunne tage min sjette sejr i løbet i år. Men først skal der løbes, og det bliver ikke let, siger Martin Møller.