FODBOLD
Landstræner-koryfæ holder foredrag i Nuuk
Du får nu mulighed for at kunne opleve den danske fodboldlandsholdstræner Kasper Hjulmand på nærmeste hold, når han holder foredrag i Nuuk den 3. april.
Kasper Hjulmand gæster Nuuk den 3. april
Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Unicef-ambassadør Kasper Hjulmand vil gæste Nuuk og holde foredrag under overskriften: Guldet skabes i hverdagen.
- Unicef inviterer dig med til dette særlige arrangement, hvor du har mulighed for at høre Kasper Hjulmand fortælle om hans filosofi både på og uden for banen, hans engagement i børns velfærd, og hvordan vi alle kan bidrage til et stærkere og mere inkluderende samfund, oplyser Mads Mitchell fra Hotel Nordbo, der er sponsor for arrangementet.
Gratis arrangement
Arrangementet er gratis, men da der kun er et begrænset antal pladser, er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd, oplyses det. Foredraget starter kl. 16.30 på Hotel Nordbo.
- Kasper Hjulmand er kendt for sin menneske centriske tilgang til ledelse, og hans tro på at forståelse og udvikling af personligheden bag spilleren er nøglen til succes både på og uden for fodboldbanen. Dette foredrag vil give dig indsigt i Hjulmands ledelsesstrategier, hans vision for talentudvikling, og hans dybe engagement i at gøre en forskel i børn og unges liv rundt om i verden, lyder det i foromtalen.
- Deltagelse i dette arrangement er ikke kun en chance for at få indsigt fra en af fodboldverdenens mest respekterede figurer, men også en mulighed for at støtte og lære mere om Ataatsimoorluta Aalasa, et projekt dedikeret til at skabe trygge og inkluderende idrætsfællesskaber for børn.