Johannes Groth: Vi er glade for bronzemedaljerne

Hjemme i Nuuk igen, efter en lang og krævende rejse til kvalifikationsturneringen i Mexico City om en plads ved de kommende verdensmesterskaber er, landstræneren for herrehåndboldlandsholdet allerede begyndt at tænke på fremtiden for landsholdet.

Landstræner Johannes Groth
Offentliggjort

Johannes Groth fortæller, at holdet efter nederlaget til USA i den sidste puljekamp brugte mange kræfter og ikke mindst megen tid på at blive klar til bronzekampen, hvor modstanderen endnu engang var USA.

-Selvfølgelig var vi skuffede, da vi tabte til USA. Vi havde jo håbet på en plads i finalen. Vi er tre hold: Mexico, USA og Grønland, der slutter med samme antal point. Mexico kommer i finalen grundet et bedre målregnskab end os, siger Johannes Groth.

-Heldigvis blev vi mentalt klar inden bronzekampen og heldigvis vinder vi 29-24 og får vores velfortjente bronzemedaljer, så vi er ikke kommet tomhændet hjem.

En hurtig evaluering

Johannes Groth er ikke i tvivl. Cuba var den rigtige vinder af turneringen. De deltog med et virkeligt stærkt hold med flere spillere, der til daglig spiller professionelt i Europa. Cuba gik ubesejret gennem turneringen.

-Vi var dog det hold, som tabte mindst til cubanerne. ”Kun” med ni mål, fortsætter landstræneren sin hurtige evaluering af kampene i Mexico City.

-Set over hele turneringen, så er det nok noget med, at vi brænder for mange oplagte chancer. Det skyldes naturligvis, at vi spiller for få kampe, og når vi så møder gode modstandere med gode målmænd, mangler vi til slut nogle flere mål, når regnskabet bliver gjort op.

Fremtiden

-Jeg synes, at fremtiden ser fornuftig ud. Vi havde fire debutanter med i Mexico, så vi er begyndt at se fremad. De fire har nu høstet erfaring. Til de kommende samlinger skal vi have flere af de unge spillere med. 

-I flyveren på vej hjem fra Mexico talte jeg med landstræneren for U18 landsholdet Angutimmarik Kreutzmann, og vi er enige om, at talenterne er der rundt omkring i de forskellige klubber, så der er noget at arbejde med, slutter Johannes Groth.

I Ikast er der et spændende projekt i gang med unge håndboldspillere, som er taget fra Grønland til Danmark for at spille håndbold og læse. I det skoleår, der snart er slut, har der været tre. I den kommende sæson kommer der yderligere mindst to, måske tre.

Powered by Labrador CMS