GM U15: Så sparker drengene til bolden

GM for drengenes U15 er fløjtet i gang. I alt fire hold kæmper om guldet. Arrangørerne kæmper dog med at finde certificerede dommere til at dømme kampene.

Drengene kæmper om guldet i GM for U15 i fodbold.
Offentliggjort

Det er sommerferietid for rigtig mange børn i Grønland. Men det er også turneringstid for fodboldhold.

Denne uge holdes grønlandsmesterskaberne i fodbold for drengenes U15. Det bliver afviklet i Nuuk, hvor første kamp blev fløjtet i gang tirsdag klokken 16.00 udenfor multihallen Inussivik.

- Vi har heldigvis fire hold tilmeldt til turneringen, og kan dermed gennemføre grønlandsmesterskaberne, oplyser B-67’s næstformand, Kenneth Kleist.

Det er B-67, der er arrangør af GM for U15 hos drengene og to af de fire hold kommer fra klubben mens IT-79 fra Nuuk og SAK fra Sisimiut hver stiller op med et enkelt hold.

Manglere dommere

Allerede på førstedagen har arrangørerne oplevet udfordringer. Tirsdag var der mangel på dommere til dagens anden kamp. Kenneth Kleist oplyser, at der er fundet certificerede dommere til dagens to kampe.

- Vi vil selvfølgelig have certificerede dommere til at dømme kampene, ligesom det står i forskrifterne i Grønlands Bold Union. At vi mangler dommere skal ikke gå ud over børnene, derfor anmoder vi om dispensation til KAK de gange, vi mangler dommere, siger Kenneth Kleist.

Hvis arrangørerne ikke kan finde certificerede dommere, kan trænere få dispensation af KAK til at dømme kampene. B-67 søger dommere til kampe fra torsdag og frem til finalerne, der bliver afholdt fredag.

Næste uge er det U18 drengene, der holder GM i fodbold i Nuuk, mens herrernes grønlandsmesterskaber bliver afviklet i Qaqortoq.

Kampene bliver uploadet på arrangørernes Facebookside, hvor du blandt andet kan se den første kamp her:

Powered by Labrador CMS