Donerer 1000 bolde til kommune
Otto Motzfeldt ønsker at give glæden ved fodbold videre, og donerer derfor 1000 bolde til Avannaata Kommunia.
Borgmester i Avannaata Kommunia Palle Jerimiassen, er glad for at Otto Motzfeldt ønsker at donerer 1000
bolde til Avannaata Kommunia.
Foto: Avannaata Kommunia
Otto Motzfeldt er født og opvokset i Qaqortoq men har siden 1979 været bosiddende i Danmark.
Han har selv haft stor glæde af at spille fodbold gennem mange år, og den glæde ønsker han at give videre ved hjælp af en stor donation af bolde til Avannaata Kommunia.
-En bold kan underholde 20 børn og unge i flere timer. Det er en glæde jeg ønsker at give, fortæller Otto Motzfeldt i en pressemeddelelse fra nordkommunen og fortsætter:
- Fodbold er det bedste legetøj. Det skaber venskaber og giver styrke. Jeg har selv spillet fodbold i mange år,
både i Danmark men også Italien, det er altid sjovt at spille en fodboldkamp.
Stor opbakning til velgørenhedskalender
Borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, er glad for donationen:
– Vi ønsker at være en aktiv kommune. Derfor glæder det mig, at de mange bolde bliver delt ud til flest
muligt. Vi takker for den store donation, og jeg er sikker på, der vil blive brugt mange timer med at gå og
spille bold, og skabe nye venskaber, siger Palle Jerimiassen.
De mange bolde bliver fordelt i kommunens byer og bosteder, til fodboldklubberne, skolerne og
daginstitutioner. I Ilulissat bliver de blandt andet fordelt til fritidshjem, til ældreforeningen Uvaasoq, og til
klubberne I-69 og Nagdlunguak.
Pengene til donationen har Otto Motzfeldt skaffet i forbindelse med, at han hvert år laver en velgørenhedskalender. Overskuddet fra kalenderen går til at købe bolde.
–Der er stor opbakning fra grønlandske firmaer, der donerer penge og præmier til kalenderen, og det gør
det muligt for mig at give noget videre, fortæller Otto Motzfeldt, der til daglig er postbud og driver virksomheden Motzfeldt It.
Overdragelsen af boldene sker kl. 11.30 i Ilulissat i dag mandag.