Danmark slutter finaletørke med sejr over Montenegro
Med en sejr over Montenegro i EM-semifinalen er Danmark klar til sin første store finale siden EM i 2004.
De danske håndboldkvinder er for første gang siden 2004 klar til en finale ved en stor slutrunde.
Det står klart, efter at Danmark fredag slog Montenegro i en intens semifinale ved EM i Slovenien med 27-23 efter en pauseføring på 14-10. I finalen søndag venter enten Frankrig eller Norge.
Holdet stod i sin tredje slutrundesemifinale i træk under Jesper Jensens ledelse. Og tredje gang blev lykkens gang.
De ekstremt medlevende fans fra Montenegro, som havde taget turen til Ljubljana, mødte holdene med et sandt støjinferno.
Hanket op i forsvaret
For danskerne gav det rammerne, som var det en regulær udekamp på Balkan, selv om enkelte danske båthorn forsøgte at trænge igennem larmen fra de montenegrinske fans.
Landstræner Jesper Jensen havde på forhånd regnet med, at Montenegro nok skulle få fragtet nogle busfulde entusiastiske fans til Slovenien til kampen, men det var som om, de danske spillere havde det svært under udebaneforholdene.
Montenegro red fra kampens start på bølgen fra fansene. Mens det danske angrebsspil led, bragte montenegrinerne sig foran 6-3 til stor begejstring for langt størstedelen af publikum.
Stille og roligt fik Danmark dog hanket op i forsvaret. Montenegros angrebsspil gik helt i stå, og fejlene stod pludselig i kø.
Fra målet til 6-3 efter otte minutter holdt Danmark modstanderen fra at score i næsten ti minutter og rykkede i front med 8-6.
I undertal lige efter pausen
Der var mange infights i begge ender af banen. Montenegrinerne følte tydeligvis, at danskerne spillede hårdt, mens danskerne omvendt mente, montenegrinerne filmede.
Montenegro formåede kun at score fire mål i halvlegens sidste 22 minutter. Så selv om Danmark brændte et par åbne chancer, kunne Jesper Jensen og co. tage en 14-10 med i omklædningsrummet til pause.
En tynd udvisning til Trine Østergaard i første halvlegs sidste sekund gav Danmark to minutter i undertal lige efter pausen.
Selv om det lykkedes at komme ud af dem uden scoringer i nogen ender, så fandt holdet ikke rytmen fra start.
Gummiarm i det danske hold
Efter mere end seks minutter uden dansk scoring var der pludselig udlignet til 14-14, og kampen var åbnet helt op.
Det vækkede det danske forsvar, som igen fik tætnet skotterne og holdt Montenegro fra fadet i otte minutter.
Angrebsspillet flød dog ikke helt, og Marina Rajcic stod flot i Montenegros mål, så det store hul blev ikke helt slået.
Først ved 19-15 efter næsten 17 minutter var forskellen igen på fire mål.
Mod slutningen af kampen gik der lidt gummiarm i det danske hold, og da Louise Burgaard måtte ud i to minutter med tre minutter igen og tre måls forskel på måltavlen, levede spændingen.
Den sidste energi blev dog hevet frem, og det lykkedes at holde stand.