Corona-frygt: Arctic Winter Games er aflyst
Der vil ikke blive afholdt Arctic Winter Games på grund af coronavirus.
OBS: Opdateret kl. 20.42 med citat fra værtsbyens AWG-præsident, red.
Arctic Winter Games skulle efter planerne have været afholdt i Whitehorse, Yukon, fra den 15. frem til 21. marts.
Men nu meddeler arrangørerne, at sportseventet er aflyst på grund af frygt for coronavirus.
Generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund Jonas Jensen bekræfter over for Sermitsiaq.AG, at årets Arctic Winter Games er aflyst.
- Vi er ved at informere alle deltagere, at Arctic Winter Games 2020 er aflyst. Vi fik først beskeden om aflysning omkring klokken 19.00, så jeg kan ikke udtale mig yderligere, siger han.
Omkring 75 sportsudøvere fra Grønland skulle ellers afsted til Whitehorse næste uge.
Dermed er omkring 2.000 sportsøvere direkte ramt af frygten for coronavirus, og at det er første gang nogensinde, Arctic Winter Games er aflyst.
Arrangørerne oplyser i en pressemeddelelse, at aflysningen er direkte resultat af bekymringer omkring spredningen af covid-19, selv om der er ingen smittede i Yukon-området.
- Beslutningen om at aflyse Whitehorse 2020 Arctic Winter Games var ikke let, men mens vi er skuffede, handler vi ansvarligt ved at følge anbefalingen fra sundhedsmyndighederne. Vi mødes med værtssamfundets bestyrelse, vores finansieringspartnere og interessenter i de kommende dage for at lave en plan for nedlukning af legene, oplyser George Arcand, der er præsident for arrangementet for den by, der har stået for at arrangere AWG, ifølge en pressemeddelelse udsendt her til aften.