Arctic Winter Games

Arctic Winter Games-ledere tygger på vejrudsigten

Arctic Winter Games sekretariatet er i fuld gang med at forberede sig til en situation med strandede atleter i Kangerlussuaq lørdag, da vejret i Nuuk ser ud til at ville vise tænder

Vejret ser ikke ud til at vise sig fra den pæneste side i Nuuk lørdag
Offentliggjort

DMI’s vejrudsigt for Nuuk lørdag melder snestorm i Nuuk lørdag. Og mens sneen nok er kærkommen til Arctic Winter Games i Nuuk, så er blæsten ikke. Dårlig sigtbarhed, kuling og vindstød af stormstyrke kan betyde aflyste fly til Nuuk.

1.259 passageer
Efter planen ankommer 1.259 passagerer fra Northwest Territories, Yukon, Alaska og Alberta North til Kangerlussuaq og skal videre med en Air Greenland-luftbro bestående af i alt 37 flyvninger mellem Kangerlussuaq og Nuuk.

- Vi følger nøje med i vejrsituationen og ser på, hvordan vejrudsigten ser ud senere i eftermiddag, siger Arnakkuluk Jo Kleist, Assistant General Manager i Arctic Winter Games-sekretariatet.

Læs: DMI: Vejret kommer til at drille Arctic Winter Games på flere måder

Møde
Klokken 16.00 begyndte et møde med cheferne for de parter ved Arctic Winter Games, der står for at løse transportopgaven. Arnakkuluk Jo Kleist regner med at de kan komme med en klarere melding mellem klokken 17.00 og 18.00.

Også i Kangerlussuaq er der møde om vejrsituationen med de involverede parter, heriblandt Air Greenland, Mittarfeqarfiit og Arktisk Kommando.

Læs: Militærfly flyver ski til Arctic Winter Games

Feltsenge
Skulle det gå helt galt, er der gjort klar til at deltagerne kan overnatte i Kangerlussuaq på feltsenge. Men Arnakkuluk Jo Kleist vil slet ikke komme ind på beredskabet endnu:

- Der er flere forskellige beredskabsplaner, alt efter hvor mange mennesker, der kommer igennem til Kangerlussuaq. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige noget om de konkrete planer, før vi har set situationen nærmere an, siger hun.

Chartrede fly
10 chartrede fly skal bringe deltagerne fra de canadiske regioner og til Nuuk, men spørgsmålet er om det lykkes dem alle at komme til Kangerlussuaq.

Efter planen skal de øvrige atleter ved Arctic Winter Games ankomme i morgen fredag. Deltagerne fra Nunavut og Nunavik kommer direkte til Nuuk på chartrede fly. Sapmi og Yamal skal rejse via Kangerlussuaq på Air Greenlands normale ruteflyvninger. Atleterne fra Grønland kommer eller er allerede kommet med Air Greenlands indlandsruter.

Powered by Labrador CMS