Arctic Winter Games
10 C i Nuuk - Vinterlege har nødplan
Arctic Winter Games-arrangørerne i Nuuk går ikke i panik over høje temperaturer og manglende sne
I morges målte metrologerne fire grader celsius i Venedig, mens termometeret i Nuuk stod på ti.
Her drypper det fra byens tagrender, og det tynde lag sne i landskabet bliver stadig tyndere.
Men Arctic Winter Games-arrangørerne, som snart skal byde 2.000 gæster velkommen til hovedstaden, ryster ikke på hænderne. Her har man en plan.
- Vi har både en plan A, B og C for afvikling af legene. Afhængig af mængden af sne forkorter vi længden af banerne. Vi har nogen meget kreative folk, som arbejder med detteher område, siger Arnakkuluk Jo Kleist, der er souschef for legene, til Sermitsiaq.AG.
Læs: Nu starter kurserne for AWG frivllige
- Jo mere sne, des flere muligheder får vi, siger hun og henviser også til skiliftens opfindsomhed ved tidligere anledninger, hvor der manglede sne i Nuuk.
Intet sne i Nuuk
For eksempel blev der i 2013 afholdt GM i langrend på en meget kort løjpe på toppen af Nuuks fjeld Lille Malene (Quassussuaq red).
Arnakkuluk Jo Kleist forklarer, at der er to splinternye snekanoner indkøbt til Arctic Winter Games, som kan levere sneen, hvis ikke den når at falde inden 45 dage.
Men hvis det er ti grader i Nuuk, så kan I jo ikke lave kunstig sne?
- Nej, men det skulle blive koldere nu. Vi vil selvfølgelig gerne have sne, derfor kigger vi konstant på vejrudsigten i øjeblikket, og heldigvis viser den nu halvanden dag med sne i løbet af den næste uge.
Læs: Se billeder: AWG har fået sin flamme
Men DMI's snevarsler har de sidste par uger snydt gevaldigt, og vejret har været helt anderledes end varslet fra instituttet.
Giver ikke op
Derfor er de grønklædte arrangører bag Arctic Winter Games også gået i gang med en anden løsning, siger souschefen.
- Heldigvis er de folk der arbejder med dette her ikke nogen, der bare lige giver op. Vi har været ude at se på, hvad vi kunne gøre med den manglende sne. Det vi gør nu, er, at vi flytter rundt på den sne, som ligger i bunker i byen. Sneen kører vi ud på løjpen og liften.
Læs: Charity-event for Arctic Winter Games
Arctic Winter Games samarbejder med kommunen og byens skilift om at forberede skiløjper, pister og baner til disciplinerne langrend, snowboard, sneskoløb, skiskydning, sneskoskydning, alpin og snowsnake.
- Vi krydser fingre for et snefyldt februar, og jeg vil virkelig opfordre alle jeres læsere til, at de også krydser fingre, lyder Arnakkuluk Jo Kleists bøn til Sermitsiaq.AG.
Læs også: 2015 var det varmeste år siden 1880