Spørgetime: Ligestilling, boliger og uran i fokus

Inatsisartut havde onsdag mulighed for at stille spørgsmål om en lang række ressortområder, da naalakkersuisoq Naaja Nathanielsen stillede op til spørgetime i Inatsisartut.

Inatsisartut-medlemmer ønsker at vide mere om Naalakkersuisuts politik i forhold til huslejestigninger, ligestilling og i forhold til råstofbrancen.

Det kom frem under dagens spørgetime i Inatsisartut, da Naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur, råstoffer, ligestilling og justitsområdet, Naaja Nathanielsen stillede op til en times taletid på talerstolen.

Især ønsker Demokraatits Anna Wangenheim at vide, hvordan Naalakkersuisut forholder sig til barselsloven, da flere andre lande har udvidet deres lovgivning på området, så fædre kommer mere på banen under barslen.

- Emnet barsel er et interessant spørgsmål. Som det er nu i dag, så går fædrene på arbejdet, mens kvinder passer børn derhjemme og holder barsel. Men samfundet har flere familiekonstellationer i dag, og derfor er det også nødvendigt at kigge på lovgivning på barselsområdet, sagde Naaja Nathanielsen.

Fy til huslejestigninger

Flere Inatsisartut-medlemmer brugte spørgetimen som anledning til at kritisere Naalakkersuisuts beslutning om huslejestigninger i syv af Selvstyrets boliger til nytåret.

Her fik Naalakkersuisoq Naaja Nathanielsen flere muligheder til at forklare begrundelserne for beslutningen omkring huslejestigninger. Og her forklarede hun, at Naalakkersuisut er i gang med at kigge på lov omkring boligsikringer, så mindrebemidlede i samfundet kan få mere gavn af den.

- Faktum er, at der er et efterslæb på vedligehold af boliger på i alt 1,7 milliarder kroner, og efterslæbet vokser med 500.000 kroner om dagen. Vi skal stadig vedligeholde boliger, så beboere kan have god bolig, men vi skal også tage os af beboerne. De mindrebemidlede skal vi tage os af gennem boligsikringer og andre sociale tiltag, som vi er begyndt at undersøge i Naalakkersuisut, sagde hun.

Uranudvinding eller ej

Ikke overraskende var uran også et af de emner, som Naalakkersuisoq skulle forholde sig til under spørgetimen. Blandt bekymringerne var investeringslysten fra udlandet, hvilket Demokraatit Jens-Frederik Nielsen fremlagde. Han mener, at en grænsesætning af uranholdighed ved råstofudvinding kan være med til at skræmme investorer væk fra råstofbranchen.

Her forsikrede Naaja Nathanielsen, at der fortsat er stor interesse fra udenlandske investorer.

- Uran har været til debat i flere måneder, endda år. Og nu har vi skabt tydelighed omkring det med et lovforslag, hvor vi også glæder os til at høre udvalgets betænkning. Jeg har netop været med til en konference hvor blandt andre Kina, Rusland og andre lande var med. Og jeg kan sige, der er stadig stor interesse i at investere i Grønland, sagde hun blandt andet i sit svar.

Powered by Labrador CMS