Spisesalt af sydgrønlandsk havvand

To kvindelige iværksættere i Qaqortoq har oprettet firmaet Taratsit, der skal udvinde krystalliseret spisesalt af sydgrønlandsk havvand.

To kvindelige iværksættere fra Qaqortoq bliver de første til saltproduktion i Grønland.

- Den grønlandske befolkning har siden tidernes morgen fået dækket sit behov for salt via havvandet ved de grønlandske kyster. I dag importeres kemisk fremstillet salt hertil fra udlandet, mens naturligt salt fortsat strømmer i de grønlandske farvande, og det er det, vi vil ændre, siger den ene af iværksætterne, Anne Merrild Hansen til www.inussuk.gl/.

Sydgrønland har ifølge iværksætterne en særlig gunstig beliggenhed for saltproduktion, da Golfstrømmen bevæger sig forbi den sydgrønlandske kyst og fører havvand med en høj saltkoncentration med sig. Selve forædlingen af saltet kommer ifølge de to iværksættere til at foregå ved en håndlavet proces kaldet sydning, som kendes helt tilbage fra Middelalderen.

Makkerparret vil i første omgang forsøge at forhandle sydesaltet via de grønlandske specialbutikker og restauranter.

Det er første gang, at spisesalt forsøges produceret på kommerciel basis i Grønland.

I opstartsfasen varetages produktion, drift og administration af initiativtagerne, men på sigt udvides Taratsit med flere medarbejdere forventer de to iværksættere.

Powered by Labrador CMS