Gå til hovedindhold

Spillemand siger tak med Selvstyrepolka

Spillemanden Christian Søgaard siger tak og tillykke med Selvstyrets ti års dag med en Selvstyrepolka, som Christian Søgaard Trio nu har udgivet

61-årige Christian Søgaard tabte som ung sit hjerte til Grønland. Som for så mange andre, var det lidt af en tilfældighed, at kufferten i 1976 blev pakket med destination Nuuk. Det var så spændende alt det, han hørte om Grønland.

Christian Søgaard havde lavet en aftale om at være kivfak hos en familie i to år. Inden afrejsen fra Sønderborg havde han købt en harmonika og det skulle han ikke komme til at fortryde. Med harmonikaen var det forholdsvis nemt at komme ind i musikmiljøet i Nuuk.

Ado Lynge var en af underviserne

Ado Lynge boede i Aasiaat. Var i en periode i Nuuk, medens han var formand for kommunernes landsforening Kanuoka. Ado Lynge var kendt over hele Grønland og en virtuos på harmonikaen. Christian Søgaard fortæller:

- Jeg inviterede Ado Lynge på suaasat og så var det bekendtskab gjort. Ado Lynge hjalp mig meget. Med en spolebåndoptager fik jeg optaget mange af hans forskellige numre og fik dem skrevet ned. Det var og er kalattuut, grønlandsk polka, når det er bedst. 

Når Christian Søgaard fortæller, forstår man godt, at han også er en populær foredragsholder. Grønlands musikhistorie er overskriften. Selvfølgelig kender Christian Søgaard alle de forskellige grønlandske musikere, som har præget den grønlandske musikscene i det sidste halve århundrede. Han har arbejdet sammen med mange af dem.

Naturligvis bliver der i foredragene fortalt om musikken i de rigtig gamle dage for tusinder af år siden, hvor det var trommen, der var instrumentet. Senere kalattuut, salmesang, korsang, vaigatmusik og nutidens moderne toner.

- Jeg sad og spillede på et flygel i KNR. Rasmus Lyberth kom ind, hørte mig og begyndte at improvisere. Det var starten på mange års samarbejde.

Konservatorieuddannelse i Danmark

Christian Søgaard nåede mellem rejserne frem og tilbage til Grønland at få en konservatorieuddannelse. Det blev til samarbejde med blandt andre Juaaka Lybeth. Med Aasivik Band.  Med Tuukkaq Teateret. Med Rasmus Lyberth. Med Benny Andersen og Povl Dissing.  

Christian Søgaard med harmonikaen.
Knud Fl. Larsen

Med Rasmus Lyberth har Christian Søgaard turneret i mange lande.

- Vi spillede i flere år som en duo. Efter, at jeg havde dannet Christian Søgaard Trio, blev vi tre fra trioen på et tidspunkt integreret i Rasmus Lyberth Band. Blandt andet lavede vi sammen CD’en Hey Hey.

 Rasmus Lyberth Band med Christian Søgaard var i Qaqortog 21. juni 2009 for at fejre begyndelsen på Selvstyret. Så 10 års jubilæet i år har derfor en helt særlig personlig betydning for Christian Søgaard.

Der er andet end kalattuut 

Christian Søgaard Trio spiller normalt jazz, verdensmusik og viser. Er muligheden for at spille en glad polka altså kalattuut, er trioen hurtigt festens midtpunkt. For eksempel ved de årlige nationaldags fejringer i Nordatlantisk Hus i Odense, hvor folk får danseskoene rørt. Christian Søgaard Trio stiller altid med glæde op til grønlandske baller. Tit og ofte er det med Ulf Fleischer som solist.

Christian Søgaard siger på trioens vegne tusind tak til Grønland for mange store oplevelser.

- Hver gang oplever vi så megen glæde og fest. Vi kan se, hvor glade folk er og vi kommer selv i godt humør, når vi spiller de forskellige polkaer.

- Tillykke med Selvstyrets 10 års dag!

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER