Spar på vandet

Nukissiorfiit beder borgerne i Tasiusaq ved Nanortalik om at spare på vandet

Indbyggerne i Tasiusaq ved Nanortalik skal nu spare på vandet, oplyser Nukissiorfiit. Foto: SermitsiaqAG

Der er opstået problemer med vandforsyningen i Tasiusaq ved Nanortalik.

Der vil muligvis komme driftsforstyrrelser og perioder uden vandforsyning i bygden i løbet af weekenden. Det oplyser Nukissiorfiit på sin hjemmeside.

Årsagen er, at råvandsledningen har været frosset, og der er mulighed for, at vandreservoiret er ved at løbe tør for vand. Det forventes dog, at der i den kommende weekend vil komme stormvejr med nedbør og tøvejr, hvilket vil fylde nyt vand i vandreservoiret.

På grund af tyk is på vandsøen er det ikke muligt at inspicere vandreservoiret, men der arbejdes på at genoprette den normale forsyning.

Nukissiorfiit i Nanortalik arbejder på at få overblik over situationen, og imens beder Nukisiorfiit borgerne i Tasiusaq om at spare på vandet.

Powered by Labrador CMS