Gå til hovedindhold

Spækhuggere indtager Polarhavet

Mindre havis omkring Nordpolen betyder bedre jagtmuligheder for den sort-hvide dræberhval, der kan fortrænge isbjørnen, som det dominerende rovdyr i området

Det seneste årti er antallet af spækhuggere nærmest eksploderet i Arktis. Det vil medvirke til at presse isbjørnen og andre store arktiske pattedyr mod udryddelse, skriver Politiken med henvisning til ny forskning fra Manitoba University i Canada.

- Når spækhuggeren og andre pattedyr fra tempererede områder invaderer arktiske have, vil det give øget konkurrence mellem arterne og også kræve tilpasning fra menneskets side, siger biologen Steven Ferguson, som står bag kortlægningen af spækhuggernes tendens til at søge længere mod nord i takt med, at klimaændringerne slår igennem.

Spækhuggeren har hidtil holdt sig væk fra Arktis, fordi havis generer dens store følsomme finner. Men i det seneste årti er mængden af sommerhavis skrumpet betydeligt ind.

Narhvalen – der udelukkende findes i Arktis – er et af de pattedyr, der risikerer at tabe terræn som følge af spækhuggerens indtrængen og glubende appetit. Heller ikke kaskelothvaler og hvidhaler er for store mundfulde. Ved fravær af havis kan spækhuggerne bruges deres avancerede jagtmetoder, hvor de for eksempel ved hjælp af kommunikation med artsfæller ”svømmer i karrusel” omkring offeret.

Også isbjørnen kan få vanskeligere ved at jage sin foretrukne føde – sæler – som ligeledes er på spækhuggernes menukort.
Ferguson mener, at den eneste måde, hvorpå man kan forhindre, at spækhuggeren er med til at udrydde andre store pattedyr, er at åbne for jagt på dræberhvalen, der har en høj intelligens og kan veje mere end seks tons.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER