Det sorte kapitel
Folk døde i stort tal i de mørkeste perioder af kolonitiden. Sygdom hærgede blandt børn og voksne. Grønlændere var rasende over, man ikke gjorde nok for at hjælpe, forklarer forsker.
Det er en bunden opgave for enhver regering at tage vare på befolkningens sundhed og skabe grundlag for, at befolkningens levealder vokser. Men hvordan gik det med dét under kolonitiden og i årene derefter i Grønland?
Ikke helt godt.
Det skriver avisen AG.
Tal fra datiden, som AG har har fundet frem til, er delvist med til at udpensle problemerne. I Atuagagdliutit (Grønlands ældste avis, grundlagt i 1861) kunne man for eksempel i juni 1967 læse om den lave gennemsnitsalder i kolonitiden:
- I perioden fra 1946 til 51 blev grønlandske mænd kun gennemsnitlig 32 år, mens kvinder blev 38 år, skrev avisen.
Samme emne blev behandlet i en artikel Tidskriftet Grønland i 1954 af Pie Barfod, som i datiden arbejdede i Statsministeriet og Grønlandsministeriet. Hun havde gravet sig ned i tallene:
- Dødeligheden i Grønland er meget stor, selv når man sammenligner den med dødeligheden i de såkaldte underudviklede lande. Slår man op i Statistisk Årbog under de internationale oversigter, ses det, at af de heri opførte lande har kun Egypten en dødelighed, der kommer i nærheden af Grønlands, skrev hun.
Vanære
Ifølge lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet, Kirsten Thisted, udtrykte grønlændere utilfredshed med tingenes tilstand. Og det allerede fra begyndelsen af århundredet.
- Folk var selvfølgelig trætte af at dø af tuberkulose og ulykkelige over at opleve deres børn dø, siger hun.
Læs hele artiklen i denne uges udgave af AG, som du kan få adgang til her.