Søpølser og tang skal øge RG-indtjening

Royal Greenland har succes med fiskeri efter søpølser, som især asiatiske lande efterspørger.

De asiatiske markeder efterspørger søpølser

De canadiske erfaringer med fiskeri efter søpølser har udviklet sig så godt, at Royal Greenland nu vil skrue op for fiskeriet efter søpølser i de grønlandske farvande.

- I dag har vi forsøgsfiskeri efter søpølser her i Grønland. Med de meget positive erfaringer, vi har i Canada, er det naturligt at fokusere yderligere på fiskeri efter søpølser her i Grønland, oplyser Royal Greenlands administrerende direktør Susanne Arfelt Rajamand til Sermitsiaq.AG.

Udnytter fabrikkerne bedre

- Nye arter giver mulighed for at sikre vækst i Grønland. Samtidig giver det mulighed for at drive vore fabrikker mere effektivt, da en række af de nye arter kan fiskes, når fabrikkerne ikke udnyttes til maksimal kapacitet, fortæller direktøren, der også påpeger, at produktionen af tang viser lovende takter.

Søpølser fanges via bundskrab, hvorefter fangsten sorteres. Susanne Arfelt Rajamand oplyser, at farvandene omkring Grønland er optimale for søpølser af høj kvalitet, hvilket der er stor efterspørgsel efter i Asien.

Mindre sårbar

Susanne Arfelt Rajamand understreger, at det er vigtigt for Royal Greenland, at forretningen spredes ud på flere ben, så man bliver mindre sårbar, når markedssituationen presser afsætningen og priser på de traditionelle arter som rejer og hellefisk, der udgør den vigtigste indtægtskilde for det selvstyreejede selskab.

Powered by Labrador CMS