Sølvmedaljer til Nykøbing Falster Håndbold

Jakob Larsen og Lykke Frank Hansen fik søndag eftermiddag hængt velfortjente sølvmedaljer om halsen.

Lykke Frank Hansen ankommer til Odense Idrætshal.

Det meget prestigefyldte Final4 stævne Santander Cup blev afviklet lørdag og søndag i Odense Idrætshal.

Lørdag blev de to semifinaler spillet. Først vandt Nykøbing Falster Håndbold på et mål i det allersidste sekund over København Håndbold. Odense Håndbold slog herefter Herning Ikast.

Finalen blev således et anliggende mellem Jakob Larsens Nykøbing Falster Håndbold med grønlandske Lykke Frank Hansen på holdkortet og hjemmebanefavoritterne de nykårede danske mestre Odense Håndbold.

Idrætshal klædt i gult og orange

Som altid, når NFH spiller, er der mange trofaste fans på lægterne. 400 fans havde med bus og privatbiler taget turen fra Falster til Odense.

De fik et par uforglemmelige dage. Overnattede på en skole i Odense. Sejlede inden finalen en tur på Odense Å.

Jakob Larsen i aktion.

Som ingen håndklub i Danmark har man i Nykøbing forstået at integrere supporterne omkring holdet, så det hele virker, som en naturlig enhed. Det er der mange klubber, som kunne lære noget af.

Fint fra start

NFH kom susende ud til finalen. De ville forsøge at ryste Odense Håndbold og spille for de muligheder, de havde. Overmagten var dog for stor.

Danmarks bedste publikum på plads i Odense Idrætshal.

Især Odenses hollandske stjernespiller Lois Abbingh havde NFH forsvaret problemer med. Bedst som man troede, at kampen var afgjort midt i 2. halvleg, fandt NFH de sidste kræfter frem. Reducerede og reducerede og pludselig var de kun bagud med to.

Igen fik Odense styr på kampen og vandt en fortjent sejr på 32-26.

Vi vandt sølv

NFH manglede i begge kampene holdets helt store profil Kristina ”Mulle” Kristiansen. Mulle blev skadet i den sidste træning om fredagen.

- Vi kan være stolte af det her. Vi tabte ikke guld. Vi vandt sølv, sagde en tilfreds ”Mulle” til Sermitsiaq.AG efter kampen, inden hun humpede videre.

Jakob Larsen efter kampen.

Odenses målvogter den danske landsholdsspiller Althea Reinhardt stod uhyggelig stærkt og gjorde mange gange det onde ved NFHs afslutninger.

Cheftræner Jakob Larsen erkendte efter kampen, at Odense på dagen var bedre.

150.000 kroner til klubben

- Det var det bedste hold, der vandt. De har klassespillere på alle pladser.

- Efter at vi var kommet bagud med otte, fik vi heldigvis momentum. Fik bragt fornyet spænding ind i kampen, og pludselig var vi kun bagud med to. Med lidt mere held, kunne vi måske være kommet helt op.

- Jeg er stolt over holdet. Vi har i denne mærkelige coronatid været så meget igennem, at jeg synes, at det er rigtig flot, at vi står her i dag med vores sølvmedaljer, slutter Jakob Larsen.

Udover sølvmedaljer og hæder er der også 150.000 kroner til klubben for 2. pladsen.

Powered by Labrador CMS