Søkonger elsker vandlopper

Den arktiske søkonge er vild med vandlopper, viser forskning.

Søkonge fra Illoqqortoormiut. Foto: Carsten Egevang/Pinngortitaleriffik

Ved at få 35 voksne søkonger til at gylpe det måltid op, som ellers var reserveret til deres unger, har biolog Carsten Egevang og hans kolleger afsløret, at cirka 95 procent af måltidet bestod af vandlopper, copepoder.

Forskerne fortæller til videnskab.dk, at søkonger under deres dyk filtrerer vandet for vandlopper og bruger dem som deres primære fødekilde. På den måde adskiller søkongerne sig så væsentligt for andre havfugle, som i overvejende grad lever af at spise fisk.

– Søkongerne udnytter en fødekilde, som de andre havfugle ikke benytter sig af. Den eneste potentielle konkurrent kunne være en stor bardehval, men den lever ikke på de kanter, siger Carsten Egevang, der er arbejder som biolog på Grønlands Naturinstitut og er tilknyttet Danmarks Miljøundersøgelser under Aarhus Universitet.

Det er ifølge Carsten Egevang utrolige mængder af de tre til fem centimeter store vandlopper, der hver eneste dag skal hentes op af havet for at vedligeholde den mindst ti millioner store bestand af søkonger ved Scorebysund. Forskerne har regnet ud, at en søkonge, som har ansvaret for en unge i kolonien, skal fange cirka 59.800 vandlopper pr. dag.

De indsamlede data afslørede også, at søkongerne dykker ned i det arktiske havvand op til 240 gange om dagen og kan dykke ned til en dybde på 27 meter.

Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Polar Biology i år, skriver videnskab.dk.

Powered by Labrador CMS