Søfartsskolen mangler elever

Mens andre erhvervsuddannelser har en overflod af ansøgere, mangler Søfartsskolen i Paamiut elever.

Der er færre og færre, der søger til Søfartsskolen i Paamiut. I år er kun en blevet optaget på skipperuddannelsen. Foto: Sermitsiaq.

Søfartsskolen mangler så mange elever, at de få ansøgere til uddannelsen som skipper af 1. grad nu sendes på skoleophold i Danmark, skriver knr.gl.

Og da færre og færre søger ind på kystskipperuddannelsen af 3. grad, er der fare for, at skipperuddannelsen lukker helt, siger lærer og inspektør ved Søfartsskolen gennem 35 år, Erik Fleischer.

- Ansøgerskaren har været så ringe. Seks ansøgere til skipperafdelingen. To af dem havde ingen sejltid, så de er blevet optaget på grunduddannelsen. Og hos resten af fire ansøgere, var der kun een, der opfyldte sejltidskravet. Så det er kun een man mand vi har optaget til skipperuddannelsen, siger Erik Fleischer.

Han er bange for at hele skipperuddannelsen flyttes til Danmark.

- Det er jeg ikke meget for, fordi når man skal sende 3. grads elever, som ikke rigtig kan dansk, så kan jeg ikke se, om de består eller ej. Derfor mener jeg, at vi bør beholde 3. grads-undervisningen her i Grønland, siger han.

Erik Fleischer ved slet ikke, hvad de skal gøre.

- Efter at skipperskolen flyttedes fra Nuuk til Paamiut i 1996, så er det gået nedad hele tiden. Det kan skyldes mange ting. Men også, at Hjemmestyret ikke har gjort noget for Grønlands vigtigste erhverv, fiskeriet, slutter Erik Fleischer.

Powered by Labrador CMS