Socialhjælp gælder også fiskere og fangere

Naalakkersuisut vil punktere opfattelsen af, at fiskere og fangere ikke på lige fod med andre kan søge om offentlig hjælp.

Det kan være svært at få enderne til at mødes som fisker og fanger, især i vintermånederne. Her kan lov om offentlig hjælp træde til. Foto: Leiff Josefsen

Der er tilsyneladende behov for at minde kommunerne om, at alle borgere i Grønland, har mulighed for at søge om offentlig hjælp, hvis man ingen indtægt har. Også fiskere og fangere.

Naalakkersuisut er blevet gjort opmærksom på, at ansøgere om offentlig hjælp har fået lukket for varme og vand, og at beskeden har været at der ikke har været hjælp at få, fordi ansøgeren var fanger og/eller fisker.

Det har fået naalakkersuisut til lørdag at udsende en pressemeddelelse, der slår fast, at fiskere og fangere i lighed med andre borgere har ret til at søge om offentlig hjælp. Uden at de dermed mister deres erhvervsfangerbevis.

– Efter lovgivningen om offentlig hjælp har man ikke ret til at fratage erhvervsfangerbeviset. Men beviset udstedes efter en anden lovgivning, og derfor skal vi nok se på, hvordan det i praksis administreres, siger fungerende afdelingschef, seniorkonsulent Kirsten Olsen fra departementet for sociale anliggender.

Hun minder om, at alle ansøgninger om offentlig hjælp skal behandles individuelt af kommunernes sagsbehandlere fordi selverhvervende ofte har meget svingende indtægter.

– Hvis du har gode indtægter i én periode, skal du kunne lægge til side til dårlige tider. Selvfølgelig skal man have mulighed for hjælp, men der skal være rimelig sagsbehandling i disse sager, siger Kirsten Olesen, der kalder det en tilbagevendende problematik i vintermånederne, at selverhvervende, som fiskere og fanger, oplever svigtende indtægter og ikke har mulighed for at forsørge familien.

Afdelingschefen oplyser, at det daværende direktorat for familier i januar 2008 udsendte en lignende meddelelse til kommunerne om at selverhvervende har ret til at søge om offentlig hjælp.

Powered by Labrador CMS