Smykker inspireret af tatoveringer

En ny serie smykker med mønstre, hentet fra inuittatoveringer i hele det arktiske område, blev for nylig præsenteret i Det Grønlandske Hus i København.

Så hvis man ikke vil prikkes i huden, men gerne vise tatoveringsmønstre, er her alletiders smertefri mulighed.

Smykkeserien, der består af 6 forskellige fingerringe og 3 armbånd er designet af den grønlandske guldsmedelærling Nadja Arnaaraq Kreutzmann, der er i lære hos guldsmed Nikolai Appel i København.

Smykkerne er i første omgang udført i sort rodineret sølv, men kommer også i en udgave af sterling sølv. Ringene er dekoreret med en lille grønlandsk rubin, og på armbåndene er der 5-6 rubiner afhængig af modellen.

Smykkerne er på vej til flere forhandlere i Grønland og vil derudover kunne bestilles på hjemmesiden www.panikpanik.com, der forventes køreklar om kort tid.

Der har været travlt med første produktion af de flotte smykker, der er tæt på at være udsolgt, men nye er på vej.

10% af overskuddet går i øvrigt til en planlagt udgivelse af en bog om inuit-tatoveringer, der udarbejdes af den grønlandske tatovør Maya Sialuk Jacobsen.

Nadja oplyser i øvrigt om symbolikken bag mønstrene:

Qulleq

Qulleq mønstret finder man hos KobberInuit, Netsilik, Iglulik, Nunatsiavut og Vestgrønlændere. Man tatoverede det på skuldre, arme og hænder tæt sammen som et zigzag mønster. Qulleqmønstret er en amulet for lys og varme. En ildens amulet.

Ivaluit

Ivaluit er det mest udbredte mønster i Inuit-tatovering. Vi ser disse små linjer overalt i Canada og Grønland.

Ivaluit tatoverede man på overarme, underarme, fingre, lår og også på skinnebenene i Vestgrønland og hos NetsilikIvalu er så stærk en amulet, at man også giver navnet til piger den dag i dag. Den er en syningens amulet. Tråden, som holder sammen på klæder, telte, qajaat og umiat. Tråden, som besidder havdyrenes eller landdyrenes kraft og styrke.

Tuukkat

Tuukkat-mønstret finder man hos KobberInuit, Netsilik, Iglulik og Vestgrønlændere. Vi ved, at det har været brugt i Nordøstgrønland tidligt i Thule-kulturen, men de østgrønlandske mønstre har siden forandret sig.

En kvinde bærer Tuukkat mønstret på hænder, arme, lår og skuldre. Det er en amulet for fangstheld og et tydeligt bevis på, at Inuitkvinden bar sine amuletter for bopladsens fælles velfærd.

Putu

Putu er et prikmønster som bruges hovedsageligt i Østgrønland i større omfang. I Vestgrønland og blandt Central Inuit i Canada i mindre omfang.

I Østgrønland tatoverer man prikmønstre på arme, skinneeben og på brystet. I Vestgrønland og blandt Central Inuit bruges Putu på fingre, arme, skuldre, bryst, hage, kinder og pande.

Putu er medicinsk og forebyggende. Putu holder balancen mellem åndeverdenen og menneskenes verden.

Powered by Labrador CMS