Smuk og gribende mindegudstjeneste for de 95 omkomne på M/S Hans Hedtoft

Foran alteret stod redningskransen som det eneste håndgribelige bevis på katastrofen, da 4-500 mennesker onsdag samledes til mindegudstjeneste i Holmens Kirke i København. Præcis 60 år efter M/S Hans Hedtofts forlis i en vinterstorm sydøst for Kap Farvel.

Blandt deltagerne var mange efterladte og efterkommere af de 40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer, der mistede livet, da skibet forsvandt i dybet. En del var kommet fra Grønland for at være med til højtideligheden, der havde som målsætning at slå en sløjfe på årtiers sorg, savn, fortvivlelse og vrede.

Grønland i Holmens Kirke

Gudstjenesten blev både grønlandsk og dansk. Forrest blandt fanerne blev 'Erfalasorput båret ind. Den grønlandske præst i Danmark, Jens Kristian Kleist, læste fra Johannes Åbenbaring. Avaat-koret sang to salmer – og Holmens Kantori omtrent løftede taget af kirken.

Efter årtiers ansvarsforflygtigelse og tavshed var det officielle Danmark repræsenteret ved mindehøjtideligheden. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fik ordet i kirken, men uden at give de efterladte blot en flig af en undskyldning for den uværdige og ydmygende behandling, den offentligt administrerede Grønlandsfonden gennem årtier gav de pårørende.

”Sorg og afsavn skal ikke lukkes ned i en sæk, som der bindes knude på. Det skal respekteres, og vi skal turde tale åbent om det. I dag ved vi, at det ikke er måden at håndtere en lignende katastrofe på. For heldigvis er vi blevet klogere”, sagde ministeren. Nærmere kom han det ikke.

Fortielse og social deroute

Det gjorde til gengæld provst og orlogsprovst ved Holmens Kirke Ejgil Bank Olesen. I sin prædiken satte han ord på de følelser og den frustration, der har præget livet for de efterladte:

”I adskillelige år var det en kamp for jer at være til - at få livet til at fungere, både fysisk og psykisk, og adskillige bukkede under på grund af fortielse, tavshed, intethed og den sociale deroute. Angsten tog bolig i jer. Det er rigtigt, som Johannes Åbenbareren siger, at det, der var før, er forsvundet, for den livets lethed og sorgløshed og glæde, der tidligere havde rådet i jeres liv, var som blæst væk, sunket til bunds”.

Chefer og politikere vaskede hænder

Hvor forsvarsministeren veg udenom, tog provst Ejgil Bank Olesen bladet fra munden:

”Nu er der gået 60 år, uden at der er nogen, der har påtaget sig ansvaret for beslutningen om at lave et skib, der som en anden Titanic ikke skulle kunne synke og som dengang for 60 år siden skulle sejle om vinteren i isfyldt farvand, uden dobbeltskrog og hvor pladerne ikke var svejset og radaren ikke fungerede og hvor man ville sætte hastighedsrekorder og hvor cheferne og politikerne vaskede deres hænder og hvor Grønlandsfonden dengang lod de efterladte familier i stikken, ikke mindst i Grønland men også i Danmark. Først når bedre stillede familier hyrede dygtige sagførere, var der hjælp at hente.

Hvor er det en ulykkelig og tragisk historie ikke mindst i et velorganiseret og demokratisk land. Hele forløbet! Ikke alene omkring den daværende Grønlandsfonds administration af de indsamlede midler, men også det manglende retsopgør, påberåber sig i den grad selvbesindelse”, lød ordene fra prædikestolen i Holmens Kirke.

Alle nævnt og mindet

Kirsten Sietam talte på vegne af de pårørende, som først for 20 år siden fik kontakt med hinanden og stiftede pårørendegruppen.

”Indtil da var vi alene i sorgen”, sagde Kirsten Sietam og fortalte, hvordan mindesmærker for de omkomne i 2005 blev opsat i Nuuk og København på privat initiativ. Med markeringen i Holmens Kirke onsdag opløser pårørendegruppen sig, oplyste Kirsten Sietam – men kontakterne består, også tværs over Atlanten.

Foruden provst Ejgil Bank Olesen deltog Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, og yderligere fem præster i mindegudstjenesten. På skift læste de navnene på de 95 mennesker, der forsvandt i dybet.