Smittetal: Tre nye i Nuuk og en i Tasiilaq

De nye smittede er alle en del af allerede kendte smittekæder.

Smittespredningen i Grønland er dalet gevaldigt den seneste uge. Og landslægeembedets opdaterede smittetal viser, at der er fundet fire nye smittede i landet.

Tre befinder sig i Nuuk og en smittet er fundet i Tasiilaq.

- Der er endvidere fundet en smittet i Tasiilaq, som er kontakt til en allerede kendt smittet. Der er ikke på nuværende tidspunkt fundet smittespredning i institutionen Mikisoq, oplyser landslægeembedet.

To smittede blev konstateret i Tasiilaq torsdag den 30. september. De smittede var indrejst fra Danmark via Island. Flere skulle i karantæne og testes efterfølgende.

Dalende smittespredning

Sidste uge har Grønland oplevet et betydeligt fald i smittespredningen i Grønland. Der blev samlet fundet 26 nye smittede i uge 39. Af dem blev 23 fundet i Nuuk. I uge 38 var det samlede smittetal højere, hvor 96 smittede blev fundet, hvoraf 92 af tilfældene befandt sig i Nuuk.

Powered by Labrador CMS