Smitten i Sisimiut vurderes for aftagende

Seks nye tilfælde blev det seneste døgn fundet i Sisimiut. Dagens smittetal giver derfor grund til en smule optimisme, lyder det fra landslægen i en pressemeddelelse. Smitterisiko i Nuuk er dog øget.

Smitten i Sisimiut vurderes aftagende, til gengæld er der øget risiko for smittespredning i Nuuk.

Efter en uge med massiv smittespredning i Sisimiut, er der fundet seks nye tilfælde i løbet af et døgn. Dette vurderes som positivt, og der er grund til forsigtig optimisme, lyder det fra landslægen i en pressemeddelelse.

- Da der er testet rigtig mange mennesker, må vi tolke resultaterne som om smitten er aftagende, siger landslæge Henrik L. Hansen i en pressemeddelelse.

Aftagende smittespredning betyder dog ikke, at udbruddet lokalt er overstået, understreges det.

Halvdelen er testet

Siden udbruddet i Sisimiut startede den 3. august er der udført i alt 3.448 tests blandt 3.052 personer. Det svarer til, at 54 procent af befolkningen i Sisimiut er blevet testet.

- Blandt dem er 74 fundet smittet med covid-19, svarende til 2,4 procent af de undersøgte, der er fundet smittet. I betragtning af, hvor mange der er testet, er det en høj andel, skriver selvstyret i en pressemeddelelse.

Stadig grund til forsigtighed

Smittetallet vurderes højt af landslægeembedet. De seneste syv døgn er der fundet i alt 53 smittede i Sisimiut. Det svarer til 943 smittede per 100.000 indbyggere, hvilket fortsat er et meget højt smitteniveau.

- Der har været rigtig god opbakning til at blive testet, men der er stadig ukendt smitte i byen. Der dukker fortsat flere smittetilfælde op, hvor vi ikke kender smittekilden. Derfor er der stadig god grund til at være særdeles forsigtig og blive testet hvis man har symptomer eller været sammen med nogle af de kendt smittede. Alle anbefales også fortsat at holde afstand og undgå forsamlinger og holde en god håndhygiejne, siger Henrik L. Hansen.

Øget risiko i Nuuk

Udover de seks nye tilfælde i Sisimiut er der fundet fire tilfælde i Kommuneqarfik Sermersooq. I Nuuk vurderes smitterisikoen for at være forøget.

Der er fundet Covid-19 smitte hos en person, der bor på en af byens institutioner. Ifølge myndighederne er det helt ukendt, hvor smitten kommer fra.

- De fleste bosiddende på institutionen er færdigvaccineret og risikoen for større smittespredning anses for begrænset. Der er på institutionen mange medarbejdere og beboerne har kontakt til mange dele af samfundet. Der derfor igen forøget risiko for smitte i Nuuk, lyder det.

Powered by Labrador CMS