Den smittede i Uummannaq er sundhedsmedarbejder

Den person, der i dag er konstateret positiv for coronavirus i Uummannaq, arbejder indenfor sundhedsvæsenet.

Det er en medarbejder i sundhedscenteret i Uummannaq, der er ankommet fra Danmark for omkring en uge siden, som nu er konstateret smittet med coronavirus.

Det bekræfter landslæge Henrik L. Hansen overfor Sermitsiaq.AG.

Vedkommende blev testet syv dage efter indrejse, og er altså testet positiv. Vedkommende er i Uummannaq, oplyses det.

Sermitsiaq.AG forsøger at finde ud af, hvorvidt den smittede har været i karantæne, og om personen har været fem dage i Ilulissat før den videre rejse til Uummannaq, som bekendtgørelsen for indrejsen foreskriver.

Hverken landslægen eller Grønlands Politi kan dog udtale sig om, hvorvidt personen har overholdt sin karantæne, eller fået dispensation til at tage direkte videre til Uummannaq ved ankomst fra Danmark.

Landslægen oplyser, at en sådan dispensation gives af Sundhedsledelsen, og at politiet er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder.

I en tidligere meddelelse oplyses det, at smitterisikoen lokalt i Uummannaq er vurderet relativ lav.

Powered by Labrador CMS