- Smerten er ubeskrivelig

Katti Møller vågnede op til nationaldagen og havde endelig sovet godt. Det har hun ikke gjort, siden tsunamien tog den lille familie, som de i familien var kommet til at betragte som deres egen familie.

- Vi har i vores familie altid været i Nuugaatsiaq siden vores børn var små. Vi havde et lille hus, som vi kom til hver sommer, hvor vi fiskede efter ørreder og var sammen med indbyggerne, som vi kom meget tæt på, blev venner med og betragtede som vores familie. Især var vi kommet meget tæt på den familie, der mistede deres datter, svigersøn og lille barnebarn. Det har været følelsesmæssigt meget hårdt.

- Datteren, der omkom, har passet vores børn, så vi har betragtet hende som vores egen. Det er en meget stor sorg, at have mistet den lille familie. Sorgen er ubeskrivelig hård, siger Katti Møller, der har svært ved at styre følelserne.

Katti Møller betragtede bygden som en meget dejlig bygd, med en skøn natur, som de elskede i familien.

- Hver gang vi kom, tog indbyggerne imod os med åbne arme og de som familie for os. Vi kom der om sommeren, men vi holdt også jul der nogle gange.

- En af mine bekendte sagde til mig, at jeg ikke ville kunne genkende bygden, hvis jeg kom der nu. Vi har ikke været der så meget efter vi blev gamle og ikke længere havde vores båd, men vi har altid holdt meget af indbyggerne og naturen der.

Ond drøm
Da Katti Møller først hørte, hvad der skete, følte hun det som en ond drøm. Hun kunne ikke forestille sig det, hvad der virkelig skete, men da folk begyndte at ankomme, og der blev flere og flere i byen, og de hele tiden hørte helikopterne, der landede og lettede, og hun så alle de både, der var i vandet, og hele tiden hørte ambulancerne, begyndte det at gå op for hende, at det virkelig skete.

- Jeg havde meget svært ved at rumme det, der skete og jeg blev ved med at spørge mig selv, hvorfor, hvorfor sker det og hvad er det, der sker. Jeg måtte få det forklaret flere gange uden at jeg rigtig kunne forstå, hvad der sket. Så uvirkeligt er det.

Der var også tsunamivarsel i byen og folk flygtede op i fjeldet, men Katti Møller og hendes familie blev i deres hus, da det ligger højt.

- Tidligt om morgenen begyndte folk at komme hjem til os for at få varmen, og der gik det virkelig op for mig, hvor stor en katastrofe, der var sket. Jeg måtte også tage til sygehuset, fordi jeg fik det så dårligt samme dag, for jeg mistede alle mine kræfter.

- Jeg ved ikke, hvordan det hele ender. Vi er i stor sorg, det gør ondt og smerten er ubeskrivelig. Vi har set, hvor stærk naturen kan være og at den kan være ubarmhjertig og tage menneskeliv og ødelægge alt omkring sig.

- Derfor må vi alle elske hinanden, se på hinanden, passe på hinanden og leve et godt liv. Vi ved ikke, hvornår det kan ende, det kan ske på et øjeblik, siger Katti Møller.